Indlæg
af Fabbe » 17. mar 2015, 22:30
Så snupper jeg lige ordet igen, selv om det ser åndekavt ud, at jeg poster to gange i træk.
Men hvordan mobiliserer man noget fodboldstemning? Det tror jeg ikke, at nogen har lavet videnskab om, som man kan trække på, men der er mange erfaringer rundt omkring.
Jeg vil sammenligne stemningen og mobiliseringen med en gammel sort svensk politicykel af jern, der er tung som malkeko. Den er utroligt hård at træde i gang. Den kræver som minimum nogle kræfter at få til at rulle, og i starten bruger man en masse energi, som man ikke får tilbage. Har man muskelsvind eller er terrænet stejlt nok, så lykkes det ikke.
Men lykkes det at komme op i tråd, så går det bedre og bedre, og pludselig er den ikke til at standse igen. Hvor det først var benene, der kæmpede hårdt for at træde cyklen i gang, er det pludselig pedalerne, som pisker rundt med fødderne. Vægten, der før var en ulempe, er blevet en fordel, der øger farten.
Sådan er det også at mobilisere stemning. Når vi er 20, 30 eller 50 på en god dag, som orker at bidrage, så kræver det et slidsomt arbejde at holde stemningen i gang, og det er svært at føle, at den energi, som man bruger, giver effektivt afkast. Man skråler i 90 minutter og føler, at man har været mere på arbejde end til fritidsfornøjelse.
Det lokker ikke nogen til at være med. For det er nærmest kun en lille opofrende del, som synes, at det er sjovt at være en del af de ukuelige få. Resten af tilskuerne føler sig forlegne ved at synge med. Det overskrider grænsen fra komfortzonen at stå i periferien af klacken og råbe med på det næste "Fraa Nooordjyyylaaand".
Men når det endelig er lykkedes at overskride en vis tærskel - hvilket sker sjældent, så er "politicyklen" næsten ikke til at stoppe igen. Så ændrer det sig fra, at antallet er en afskrækkende faktor til at antallet bliver en tillokkende faktor. Jo flere der synger, desto flere vil synge med. Alle bliver pludselig komfortable, når sidemanden også synger med. Og når man går fra 30 til 300 og måske 3000, så bruger man ikke længere energi, så skaber man energi.
Fuldstændig som en tung sort svensk politicykel. Og vi oplevede det selv til pokalfinalen og til andre enkelte nedslag i historiens forløb. Når ketchuppen først er ude af glasflasken, så svømmer det i ketchup.
Så hvordan hjælper vi den i gang, når den er så svær at få i fart?
AaB som organisation skal ikke hjælpe med at træde i pedalerne. Det skal tilskuerne gøre. Så løsningen er ikke at blæse slagsange igennem højttalere. Omgivelserne skal hjælpen med at smøre cyklen og jævne stien.
- Man jævner stien for eksempel ved at give miljøet en tribune at råde over og ejerskab til den. Ovre hos de åndssvage på Sjælland, har supporterne fået lov til at dekorere bagsiden af tribunen.
- Man jævner stien ved at give bannerplads, så man kan være synlig.
. Man jævner stien ved at anerkende en supporterorganisation, som tør tale offentligt fra fansenes perspektiv.
- Man jævner stien ved at stoppe kalkunernes rituelle udsmidninger af folk for at gøre noget harmløst eller nærmest ingenting.
- Man har allerede jævnet lidt ved at stille et tifodepot til rådighed.
- Man jævner generelt stien ved hele tiden at være årvågne omkring, hvad supporterne har behov for.
Fortsæt bare denne brainstorm. Det skal op at køre - eller vi skal af med den ketchupprop.
Ceterum censeo Hafnium esse delendam