Vi slår et ufattelig svagt Hobro-hold uden at imponere, hvad skal man stort set sige til det?
Det er naturligvis rart at få en sejr ovenpå tre dårlige præstationer, men det er svært at vurdere i hvilken retning pilen peger, nok fordi AaB virker utroligt ustabile.
Jeg bider mærke i følgende kommentar fra Patrick Olsen: "Vi kom ind i kampen fra start af, og det er det, vi har manglet i de andre kampe."
Det er problematisk, at holdet ofte ikke har den rette tænding til kampene. Det har stået på i flere år syntes jeg, men har været meget tydeligt på det seneste.
Hvis AaB skal drømme om igen at spille med om medaljer, så skal der en helt anden stabilitet ind i præstationerne. Der er simpelthen ikke råd til at smide 5-6 kampe på en sæson, fordi man ikke er klar fra start.
Det var indlysende at AaB mistede to spillere der altid gik forrest i Würtz og Risgaard, og det skulle helst have været opvejet af at man fik nogle lignende typer ind. Alternativt at nogle af de "gamle" spillere steppede up, men det er ikke sket i nævneværdig grad.
Så kan man måske også fornemme, at trænerteamet også på det punkt er udfordret.
Jeg kan godt frygte, at vi ikke får udbytte af de mange penge der er blevet spenderet i 2018 og 2019. Slutter AaB igen uden for top-6 vil det være en ren katastrofe. AaB har i forvejen et top-6 budget og så er der blevet pumpet ydeligere over 50 mio. i holdet. Det skal simpelthen give et sportsligt afkast.