Et nødvendigt farvel

[Legum Magister]

Jeg har fulgt AaB i næsten 50 år. Jeg har taget turen med fra den daværende 1. Division, over to nedrykninger i træk hvor man kun med besvær undgik en tredje nedrykning i træk, der ville have betydet enden på divisionsfodbold. Og jeg har taget turen op igen og i 1986 stod jeg på Høje Bøge Stadion, da Henrik Andersen få minutter før tid sikrede AaB den hidtil seneste oprykning. Året efter var jeg til min første pokalfinale, da AGF besejrede AaB 3-0 i den gamle Idrætspark, det blev starten på et lidelsesfuldt forhold til den turnering, hvor 9 efterfølgende finaler (10, hvis man tæller omkampen i Odense med) alene har kastet en enkelt sejr af sig.

Jeg har oplevet mesterskaber, og truende betalingsstandsninger, eufori og depression, alt sammen knyttet til en klub, der har betydet mere for mig; end ord alene kan beskrive. Jeg har oplevet klubben forandre sig, og bestemt ikke altid til det bedre.

Og nu, nu står vi her, hvor nedrykning er en realitet. Og jeg føler... intet. Ingen vrede, ingen sorg, intet behov for galgenhumor, ingen afmagt, ingen misundelse, end ikke nogen ærgrelse. Blot en erkendelse af, at AaB ikke længere er, det AaB jeg blev introduceret for en regnvåd septemberdag i slutningen af 70'erne, da min Far første gang tog med med på stadion.

Det er svært at beskrive; men det føles lidt som om, at man har et barn, som man naturligvis elsker. På et tidspunkt bliver barnet narkoman, med alt hvad deraf følger af problemer. Som forældre gør man alt for at hjælpe og støtte barnet; men lige meget hvad bliver problemerne, svigtene og tillidsbruddene blot større og størrre. Og til sidst må man erkende, at lille Peter, eller hvad barnet nu hedder, ikke længere eksisterer. Lille Peter er reduceret til en tom skal, og afhængigheden har erstattet alle de personlighedstræk, der gjorde lille Peter til lille Peter. Og som forældre må man til slut tage den tunge beslutning, at man ikke længere kan opretholde kontakten til det, der engang var lille Peter.

For mig er AaB ikke længere AaB, jeg kan ikke genkende de værdier, som klubben og førsteholdet står for. For mig har det i stigende grad været som at se et fremmed hold, når jeg har set AaB spille de seneste mange sæsoner. Jeg kan ikke påstå, at det er fordi, der mangler kulturbærer i klubben, for det ville betyde, at jeg kunne identificere, hvad kulturen egentlig er i AaB, og hvad den har været de seneste mange år.

For mig har vejen til den erkendelse, som jeg nu er nået været lang. Årevis med mere og mere negative følelser har i år endeligt udløst det klarsyn, der gør, at mit valg er truffet. Jeg har elsket AaB med en betingelsesløshed, som var jeg en hund. Men mit AaB, det AaB jeg lærte at kende og elske, det AaB eksisterer ikke længere.

Mit AaB havde spillere, der måske nok havde spillemæssige begrænsninger; men som gav sig fuldt ud for klubben. Det AaB, der står tilbage har spillere, der næppe nogensinde har forladt banen med smagen af blod i munden, det skulle da lige være, hvis de har været uheldige og har bidt sig selv i tungen. At man fra klubbens side har valgt at gøre Lucas Andersen til anfører viser for mig, at den udvikling har været om ikke et bevidst valg, så dog fuldt ud accepteret. En spiller, der tuder for et godt ord, og ikke har noget, der bare minder om fight i sig, er ikke det forbillede for unge spillere, som de spillere, der gennem tiden har båret anførerbindet for mit AaB, har været.

Og nu er afskedens stund kommet. Jeg ønsker AaB alt det bedste, og håber at klubben får udviklingen vendt, det fortjener de mange trofaste tilhængerer; men fremadrettet bliver AaB's rejse uden mig. Dertil har problemerne, svigtene, tillidsbruddene og AaB's grundlæggende forandring været for omfattende. Jeg vil altid værdsætte minderne; men sandheden er, at det AaB jeg lærte at elske forlængst er borte.

[benz]

Hvorfor skrive det nu? Hvis de havde fået straffe og overlevet havde du så skrevet? Medgang og modgang. Uanset ledelse. Hvad hvis der er en super ledelse og AaB er europæisk gruppespil om godt 2 år med flere nordjyder på holdet? Kommer du så tilbage igen?

Jeg mener i stedet man skal satse meget mere på talent udvikling og stoppe med udenlandske spillere eller er Max på 3:

Fremtidens AaB

Et af de helt store problemer er de mange dyre udenlandske spillere AaB i årevis har hentet ind og som ikke gør nogen forskel. Jeg foreslår et AaB der i fremtiden udelukkende satser på udvikling af talenter og putter millioner deri, undgår indkøb af udlændinge. Vi kan rykke ned alligevel uanset om vi fortsætter med masse køb strategien eller går All in på talent udvikling. Vi så i 2014 hvad lokale talenter kan gøre. Spille det smukkeste spil nogensinde ikke sandt? Plus det er noget nemmere at acceptere en nedrykning hvis det sker med lokale nordjyske drenge. AaB har aldrig været stabile ikke sandt? Aldrig tophold sæsonen efter et mesterskab. Så kan vi lige så godt gå All in med nordjyske spillere og opleve store op og nedture med nordjyder i stedet for dyre udenlandske spillere der oftest ingen forskel gør, har jeg ret?

[Buzz Killington]

Jeg har fulgt AaB i næsten 50 år. Jeg har taget turen med fra den daværende 1. Division, over to nedrykninger i træk hvor man kun med besvær undgik en tredje nedrykning i træk, der ville have betydet enden på divisionsfodbold. Og jeg har taget turen op igen og i 1986 stod jeg på Høje Bøge Stadion, da Henrik Andersen få minutter før tid sikrede AaB den hidtil seneste oprykning. Året efter var jeg til min første pokalfinale, da AGF besejrede AaB 3-0 i den gamle Idrætspark, det blev starten på et lidelsesfuldt forhold til den turnering, hvor 9 efterfølgende finaler (10, hvis man tæller omkampen i Odense med) alene har kastet en enkelt sejr af sig.

Jeg har oplevet mesterskaber, og truende betalingsstandsninger, eufori og depression, alt sammen knyttet til en klub, der har betydet mere for mig; end ord alene kan beskrive. Jeg har oplevet klubben forandre sig, og bestemt ikke altid til det bedre.

Og nu, nu står vi her, hvor nedrykning er en realitet. Og jeg føler... intet. Ingen vrede, ingen sorg, intet behov for galgenhumor, ingen afmagt, ingen misundelse, end ikke nogen ærgrelse. Blot en erkendelse af, at AaB ikke længere er, det AaB jeg blev introduceret for en regnvåd septemberdag i slutningen af 70'erne, da min Far første gang tog med med på stadion.

Det er svært at beskrive; men det føles lidt som om, at man har et barn, som man naturligvis elsker. På et tidspunkt bliver barnet narkoman, med alt hvad deraf følger af problemer. Som forældre gør man alt for at hjælpe og støtte barnet; men lige meget hvad bliver problemerne, svigtene og tillidsbruddene blot større og størrre. Og til sidst må man erkende, at lille Peter, eller hvad barnet nu hedder, ikke længere eksisterer. Lille Peter er reduceret til en tom skal, og afhængigheden har erstattet alle de personlighedstræk, der gjorde lille Peter til lille Peter. Og som forældre må man til slut tage den tunge beslutning, at man ikke længere kan opretholde kontakten til det, der engang var lille Peter.

For mig er AaB ikke længere AaB, jeg kan ikke genkende de værdier, som klubben og førsteholdet står for. For mig har det i stigende grad været som at se et fremmed hold, når jeg har set AaB spille de seneste mange sæsoner. Jeg kan ikke påstå, at det er fordi, der mangler kulturbærer i klubben, for det ville betyde, at jeg kunne identificere, hvad kulturen egentlig er i AaB, og hvad den har været de seneste mange år.

For mig har vejen til den erkendelse, som jeg nu er nået været lang. Årevis med mere og mere negative følelser har i år endeligt udløst det klarsyn, der gør, at mit valg er truffet. Jeg har elsket AaB med en betingelsesløshed, som var jeg en hund. Men mit AaB, det AaB jeg lærte at kende og elske, det AaB eksisterer ikke længere.

Mit AaB havde spillere, der måske nok havde spillemæssige begrænsninger; men som gav sig fuldt ud for klubben. Det AaB, der står tilbage har spillere, der næppe nogensinde har forladt banen med smagen af blod i munden, det skulle da lige være, hvis de har været uheldige og har bidt sig selv i tungen. At man fra klubbens side har valgt at gøre Lucas Andersen til anfører viser for mig, at den udvikling har været om ikke et bevidst valg, så dog fuldt ud accepteret. En spiller, der tuder for et godt ord, og ikke har noget, der bare minder om fight i sig, er ikke det forbillede for unge spillere, som de spillere, der gennem tiden har båret anførerbindet for mit AaB, har været.

Og nu er afskedens stund kommet. Jeg ønsker AaB alt det bedste, og håber at klubben får udviklingen vendt, det fortjener de mange trofaste tilhængerer; men fremadrettet bliver AaB's rejse uden mig. Dertil har problemerne, svigtene, tillidsbruddene og AaB's grundlæggende forandring været for omfattende. Jeg vil altid værdsætte minderne; men sandheden er, at det AaB jeg lærte at elske forlængst er borte.

Du må have det godt Legum. Ønsker dig alt godt på din rejse.

[Stegosaurus]

Jeg har fulgt AaB i næsten 50 år. Jeg har taget turen med fra den daværende 1. Division, over to nedrykninger i træk hvor man kun med besvær undgik en tredje nedrykning i træk, der ville have betydet enden på divisionsfodbold. Og jeg har taget turen op igen og i 1986 stod jeg på Høje Bøge Stadion, da Henrik Andersen få minutter før tid sikrede AaB den hidtil seneste oprykning. Året efter var jeg til min første pokalfinale, da AGF besejrede AaB 3-0 i den gamle Idrætspark, det blev starten på et lidelsesfuldt forhold til den turnering, hvor 9 efterfølgende finaler (10, hvis man tæller omkampen i Odense med) alene har kastet en enkelt sejr af sig.

Jeg har oplevet mesterskaber, og truende betalingsstandsninger, eufori og depression, alt sammen knyttet til en klub, der har betydet mere for mig; end ord alene kan beskrive. Jeg har oplevet klubben forandre sig, og bestemt ikke altid til det bedre.

Og nu, nu står vi her, hvor nedrykning er en realitet. Og jeg føler... intet. Ingen vrede, ingen sorg, intet behov for galgenhumor, ingen afmagt, ingen misundelse, end ikke nogen ærgrelse. Blot en erkendelse af, at AaB ikke længere er, det AaB jeg blev introduceret for en regnvåd septemberdag i slutningen af 70'erne, da min Far første gang tog med med på stadion.

Det er svært at beskrive; men det føles lidt som om, at man har et barn, som man naturligvis elsker. På et tidspunkt bliver barnet narkoman, med alt hvad deraf følger af problemer. Som forældre gør man alt for at hjælpe og støtte barnet; men lige meget hvad bliver problemerne, svigtene og tillidsbruddene blot større og størrre. Og til sidst må man erkende, at lille Peter, eller hvad barnet nu hedder, ikke længere eksisterer. Lille Peter er reduceret til en tom skal, og afhængigheden har erstattet alle de personlighedstræk, der gjorde lille Peter til lille Peter. Og som forældre må man til slut tage den tunge beslutning, at man ikke længere kan opretholde kontakten til det, der engang var lille Peter.

For mig er AaB ikke længere AaB, jeg kan ikke genkende de værdier, som klubben og førsteholdet står for. For mig har det i stigende grad været som at se et fremmed hold, når jeg har set AaB spille de seneste mange sæsoner. Jeg kan ikke påstå, at det er fordi, der mangler kulturbærer i klubben, for det ville betyde, at jeg kunne identificere, hvad kulturen egentlig er i AaB, og hvad den har været de seneste mange år.

For mig har vejen til den erkendelse, som jeg nu er nået været lang. Årevis med mere og mere negative følelser har i år endeligt udløst det klarsyn, der gør, at mit valg er truffet. Jeg har elsket AaB med en betingelsesløshed, som var jeg en hund. Men mit AaB, det AaB jeg lærte at kende og elske, det AaB eksisterer ikke længere.

Mit AaB havde spillere, der måske nok havde spillemæssige begrænsninger; men som gav sig fuldt ud for klubben. Det AaB, der står tilbage har spillere, der næppe nogensinde har forladt banen med smagen af blod i munden, det skulle da lige være, hvis de har været uheldige og har bidt sig selv i tungen. At man fra klubbens side har valgt at gøre Lucas Andersen til anfører viser for mig, at den udvikling har været om ikke et bevidst valg, så dog fuldt ud accepteret. En spiller, der tuder for et godt ord, og ikke har noget, der bare minder om fight i sig, er ikke det forbillede for unge spillere, som de spillere, der gennem tiden har båret anførerbindet for mit AaB, har været.

Og nu er afskedens stund kommet. Jeg ønsker AaB alt det bedste, og håber at klubben får udviklingen vendt, det fortjener de mange trofaste tilhængerer; men fremadrettet bliver AaB's rejse uden mig. Dertil har problemerne, svigtene, tillidsbruddene og AaB's grundlæggende forandring været for omfattende. Jeg vil altid værdsætte minderne; men sandheden er, at det AaB jeg lærte at elske forlængst er borte.

Jeg håber, AaB kan klare sig uden din support.

[Maglau]

Jeg har fulgt AaB i næsten 50 år. Jeg har taget turen med fra den daværende 1. Division, over to nedrykninger i træk hvor man kun med besvær undgik en tredje nedrykning i træk, der ville have betydet enden på divisionsfodbold. Og jeg har taget turen op igen og i 1986 stod jeg på Høje Bøge Stadion, da Henrik Andersen få minutter før tid sikrede AaB den hidtil seneste oprykning. Året efter var jeg til min første pokalfinale, da AGF besejrede AaB 3-0 i den gamle Idrætspark, det blev starten på et lidelsesfuldt forhold til den turnering, hvor 9 efterfølgende finaler (10, hvis man tæller omkampen i Odense med) alene har kastet en enkelt sejr af sig.

Jeg har oplevet mesterskaber, og truende betalingsstandsninger, eufori og depression, alt sammen knyttet til en klub, der har betydet mere for mig; end ord alene kan beskrive. Jeg har oplevet klubben forandre sig, og bestemt ikke altid til det bedre.

Og nu, nu står vi her, hvor nedrykning er en realitet. Og jeg føler... intet. Ingen vrede, ingen sorg, intet behov for galgenhumor, ingen afmagt, ingen misundelse, end ikke nogen ærgrelse. Blot en erkendelse af, at AaB ikke længere er, det AaB jeg blev introduceret for en regnvåd septemberdag i slutningen af 70'erne, da min Far første gang tog med med på stadion.

Det er svært at beskrive; men det føles lidt som om, at man har et barn, som man naturligvis elsker. På et tidspunkt bliver barnet narkoman, med alt hvad deraf følger af problemer. Som forældre gør man alt for at hjælpe og støtte barnet; men lige meget hvad bliver problemerne, svigtene og tillidsbruddene blot større og størrre. Og til sidst må man erkende, at lille Peter, eller hvad barnet nu hedder, ikke længere eksisterer. Lille Peter er reduceret til en tom skal, og afhængigheden har erstattet alle de personlighedstræk, der gjorde lille Peter til lille Peter. Og som forældre må man til slut tage den tunge beslutning, at man ikke længere kan opretholde kontakten til det, der engang var lille Peter.

For mig er AaB ikke længere AaB, jeg kan ikke genkende de værdier, som klubben og førsteholdet står for. For mig har det i stigende grad været som at se et fremmed hold, når jeg har set AaB spille de seneste mange sæsoner. Jeg kan ikke påstå, at det er fordi, der mangler kulturbærer i klubben, for det ville betyde, at jeg kunne identificere, hvad kulturen egentlig er i AaB, og hvad den har været de seneste mange år.

For mig har vejen til den erkendelse, som jeg nu er nået været lang. Årevis med mere og mere negative følelser har i år endeligt udløst det klarsyn, der gør, at mit valg er truffet. Jeg har elsket AaB med en betingelsesløshed, som var jeg en hund. Men mit AaB, det AaB jeg lærte at kende og elske, det AaB eksisterer ikke længere.

Mit AaB havde spillere, der måske nok havde spillemæssige begrænsninger; men som gav sig fuldt ud for klubben. Det AaB, der står tilbage har spillere, der næppe nogensinde har forladt banen med smagen af blod i munden, det skulle da lige være, hvis de har været uheldige og har bidt sig selv i tungen. At man fra klubbens side har valgt at gøre Lucas Andersen til anfører viser for mig, at den udvikling har været om ikke et bevidst valg, så dog fuldt ud accepteret. En spiller, der tuder for et godt ord, og ikke har noget, der bare minder om fight i sig, er ikke det forbillede for unge spillere, som de spillere, der gennem tiden har båret anførerbindet for mit AaB, har været.

Og nu er afskedens stund kommet. Jeg ønsker AaB alt det bedste, og håber at klubben får udviklingen vendt, det fortjener de mange trofaste tilhængerer; men fremadrettet bliver AaB's rejse uden mig. Dertil har problemerne, svigtene, tillidsbruddene og AaB's grundlæggende forandring været for omfattende. Jeg vil altid værdsætte minderne; men sandheden er, at det AaB jeg lærte at elske forlængst er borte.

Farvel

[EnvenafFolket]

Jeg har fulgt AaB i næsten 50 år. Jeg har taget turen med fra den daværende 1. Division, over to nedrykninger i træk hvor man kun med besvær undgik en tredje nedrykning i træk, der ville have betydet enden på divisionsfodbold. Og jeg har taget turen op igen og i 1986 stod jeg på Høje Bøge Stadion, da Henrik Andersen få minutter før tid sikrede AaB den hidtil seneste oprykning. Året efter var jeg til min første pokalfinale, da AGF besejrede AaB 3-0 i den gamle Idrætspark, det blev starten på et lidelsesfuldt forhold til den turnering, hvor 9 efterfølgende finaler (10, hvis man tæller omkampen i Odense med) alene har kastet en enkelt sejr af sig.

Jeg har oplevet mesterskaber, og truende betalingsstandsninger, eufori og depression, alt sammen knyttet til en klub, der har betydet mere for mig; end ord alene kan beskrive. Jeg har oplevet klubben forandre sig, og bestemt ikke altid til det bedre.

Og nu, nu står vi her, hvor nedrykning er en realitet. Og jeg føler... intet. Ingen vrede, ingen sorg, intet behov for galgenhumor, ingen afmagt, ingen misundelse, end ikke nogen ærgrelse. Blot en erkendelse af, at AaB ikke længere er, det AaB jeg blev introduceret for en regnvåd septemberdag i slutningen af 70'erne, da min Far første gang tog med med på stadion.

Det er svært at beskrive; men det føles lidt som om, at man har et barn, som man naturligvis elsker. På et tidspunkt bliver barnet narkoman, med alt hvad deraf følger af problemer. Som forældre gør man alt for at hjælpe og støtte barnet; men lige meget hvad bliver problemerne, svigtene og tillidsbruddene blot større og størrre. Og til sidst må man erkende, at lille Peter, eller hvad barnet nu hedder, ikke længere eksisterer. Lille Peter er reduceret til en tom skal, og afhængigheden har erstattet alle de personlighedstræk, der gjorde lille Peter til lille Peter. Og som forældre må man til slut tage den tunge beslutning, at man ikke længere kan opretholde kontakten til det, der engang var lille Peter.

For mig er AaB ikke længere AaB, jeg kan ikke genkende de værdier, som klubben og førsteholdet står for. For mig har det i stigende grad været som at se et fremmed hold, når jeg har set AaB spille de seneste mange sæsoner. Jeg kan ikke påstå, at det er fordi, der mangler kulturbærer i klubben, for det ville betyde, at jeg kunne identificere, hvad kulturen egentlig er i AaB, og hvad den har været de seneste mange år.

For mig har vejen til den erkendelse, som jeg nu er nået været lang. Årevis med mere og mere negative følelser har i år endeligt udløst det klarsyn, der gør, at mit valg er truffet. Jeg har elsket AaB med en betingelsesløshed, som var jeg en hund. Men mit AaB, det AaB jeg lærte at kende og elske, det AaB eksisterer ikke længere.

Mit AaB havde spillere, der måske nok havde spillemæssige begrænsninger; men som gav sig fuldt ud for klubben. Det AaB, der står tilbage har spillere, der næppe nogensinde har forladt banen med smagen af blod i munden, det skulle da lige være, hvis de har været uheldige og har bidt sig selv i tungen. At man fra klubbens side har valgt at gøre Lucas Andersen til anfører viser for mig, at den udvikling har været om ikke et bevidst valg, så dog fuldt ud accepteret. En spiller, der tuder for et godt ord, og ikke har noget, der bare minder om fight i sig, er ikke det forbillede for unge spillere, som de spillere, der gennem tiden har båret anførerbindet for mit AaB, har været.

Og nu er afskedens stund kommet. Jeg ønsker AaB alt det bedste, og håber at klubben får udviklingen vendt, det fortjener de mange trofaste tilhængerer; men fremadrettet bliver AaB's rejse uden mig. Dertil har problemerne, svigtene, tillidsbruddene og AaB's grundlæggende forandring været for omfattende. Jeg vil altid værdsætte minderne; men sandheden er, at det AaB jeg lærte at elske forlængst er borte.

Man kender sine venner i krisen, du vil ikke blive savnet.

[sulakvelidze]

Jeg har fulgt AaB i næsten 50 år. Jeg har taget turen med fra den daværende 1. Division, over to nedrykninger i træk hvor man kun med besvær undgik en tredje nedrykning i træk, der ville have betydet enden på divisionsfodbold. Og jeg har taget turen op igen og i 1986 stod jeg på Høje Bøge Stadion, da Henrik Andersen få minutter før tid sikrede AaB den hidtil seneste oprykning. Året efter var jeg til min første pokalfinale, da AGF besejrede AaB 3-0 i den gamle Idrætspark, det blev starten på et lidelsesfuldt forhold til den turnering, hvor 9 efterfølgende finaler (10, hvis man tæller omkampen i Odense med) alene har kastet en enkelt sejr af sig.

Jeg har oplevet mesterskaber, og truende betalingsstandsninger, eufori og depression, alt sammen knyttet til en klub, der har betydet mere for mig; end ord alene kan beskrive. Jeg har oplevet klubben forandre sig, og bestemt ikke altid til det bedre.

Og nu, nu står vi her, hvor nedrykning er en realitet. Og jeg føler... intet. Ingen vrede, ingen sorg, intet behov for galgenhumor, ingen afmagt, ingen misundelse, end ikke nogen ærgrelse. Blot en erkendelse af, at AaB ikke længere er, det AaB jeg blev introduceret for en regnvåd septemberdag i slutningen af 70'erne, da min Far første gang tog med med på stadion.

Det er svært at beskrive; men det føles lidt som om, at man har et barn, som man naturligvis elsker. På et tidspunkt bliver barnet narkoman, med alt hvad deraf følger af problemer. Som forældre gør man alt for at hjælpe og støtte barnet; men lige meget hvad bliver problemerne, svigtene og tillidsbruddene blot større og størrre. Og til sidst må man erkende, at lille Peter, eller hvad barnet nu hedder, ikke længere eksisterer. Lille Peter er reduceret til en tom skal, og afhængigheden har erstattet alle de personlighedstræk, der gjorde lille Peter til lille Peter. Og som forældre må man til slut tage den tunge beslutning, at man ikke længere kan opretholde kontakten til det, der engang var lille Peter.

For mig er AaB ikke længere AaB, jeg kan ikke genkende de værdier, som klubben og førsteholdet står for. For mig har det i stigende grad været som at se et fremmed hold, når jeg har set AaB spille de seneste mange sæsoner. Jeg kan ikke påstå, at det er fordi, der mangler kulturbærer i klubben, for det ville betyde, at jeg kunne identificere, hvad kulturen egentlig er i AaB, og hvad den har været de seneste mange år.

For mig har vejen til den erkendelse, som jeg nu er nået været lang. Årevis med mere og mere negative følelser har i år endeligt udløst det klarsyn, der gør, at mit valg er truffet. Jeg har elsket AaB med en betingelsesløshed, som var jeg en hund. Men mit AaB, det AaB jeg lærte at kende og elske, det AaB eksisterer ikke længere.

Mit AaB havde spillere, der måske nok havde spillemæssige begrænsninger; men som gav sig fuldt ud for klubben. Det AaB, der står tilbage har spillere, der næppe nogensinde har forladt banen med smagen af blod i munden, det skulle da lige være, hvis de har været uheldige og har bidt sig selv i tungen. At man fra klubbens side har valgt at gøre Lucas Andersen til anfører viser for mig, at den udvikling har været om ikke et bevidst valg, så dog fuldt ud accepteret. En spiller, der tuder for et godt ord, og ikke har noget, der bare minder om fight i sig, er ikke det forbillede for unge spillere, som de spillere, der gennem tiden har båret anførerbindet for mit AaB, har været.

Og nu er afskedens stund kommet. Jeg ønsker AaB alt det bedste, og håber at klubben får udviklingen vendt, det fortjener de mange trofaste tilhængerer; men fremadrettet bliver AaB's rejse uden mig. Dertil har problemerne, svigtene, tillidsbruddene og AaB's grundlæggende forandring været for omfattende. Jeg vil altid værdsætte minderne; men sandheden er, at det AaB jeg lærte at elske forlængst er borte.

Jeg ville ikke bytte ét eneste af de fire mesterskaber for en redning i dag.

AaB prøver nu det, som AGF har prøvet tre gange. OB to gange. Og som traditionsrige eller titelvindende klubber/store byer som Esbjerg, Vejle, Randers, Silkeborg, Viborg og Herning/Ikast også har oplevet: en tur ned.

Det er enden på en mageløs lang historie på højeste niveau, som ingen af de nævnte klubber har oplevet. Men det er ikke enden på livet.

Jeg er mindst lige så stolt over at være AaB-fan i dag som dengang i Svendborg i 1986. Og hånden på hjertet: Hvis nogen dengang havde tilbudt dig, at AaB ville vinde 4-0 i mesterskaber over AGF de næste 37 år, så havde du nok slået til på stedet?

AGF vandt mesterskabet netop i 1986. OB gjorde i 1989. Silkeborg i 1994. Og ingen af dem har gjort det siden. Jeg ved ikke, hvornår den lykke sidst tilfaldt Randers, Esbjerg og Vejle. Og det værste for tilhængerne i de klubber er, at de ikke engang kan tillade sig at forvente, at de bare én gang i livet kommer til at opleve det, vi som AaB-tilhængere har oplevet fire gange.

For mig har 1995+1999+2008+2014 været hele rejsen værd.

Også nedturen i dag.

[gravballe]

AaB kommer til at miste mange sponsor kroner til håndbold og sikkert også en del tilskuere.

[KongGulerod]

AaB kommer til at miste mange sponsor kroner til håndbold og sikkert også en del tilskuere.

Ja, det gør de sikkert. Hvad er pointen med dit indlæg?

[Legum Magister]

Hvorfor skrive det nu? Hvis de havde fået straffe og overlevet havde du så skrevet? Medgang og modgang. Uanset ledelse. Hvad hvis der er en super ledelse og AaB er europæisk gruppespil om godt 2 år med flere nordjyder på holdet? Kommer du så tilbage igen?

Nej, det er som jeg også skrev, en beslutning, der har været lang tid under vejs.

Du må have det godt Legum. Ønsker dig alt godt på din rejse.

I lige måde Buzz.

Jeg håber, AaB kan klare sig uden din support.

Hvis du tror, at jeg tror, at mit beskedne bidrag til AaB gennem de sidste ca. 50 år har gjort nogen forskel, så har du vist misforstået det jeg skrev. Men jeg bifalder da dit håb.

Farvel

Lige over Maglau.

Man kender sine venner i krisen, du vil ikke blive savnet.

Alle har sin grænse, og min er nået. Godt for dig, at din ikke er.

Jeg er mindst lige så stolt over at være AaB-fan i dag som dengang i Svendborg i 1986. Og hånden på hjertet: Hvis nogen dengang havde tilbudt dig, at AaB ville vinde 4-0 i mesterskaber over AGF de næste 37 år, så havde du nok slået til på stedet?

Se det er jo et interessant spørgsmål, og du har givetvis ret, hvis man isoleret set ser på resultaterne, for ja, hvis man havde tilbudt lille snotnæsede mig, at AaB ville kunne rejse sig til tinderne af dansk fodbold med 4 mesterskaber og hvad deraf følger, ville jeg formentlig have sprængt en sikring af begejstring. Men resultaterne er ikke det væsentlige for mig. Jeg har oplevet den seneste sæson som værende kulminationen på en, i mangel af bedre ord, fremmedgørelse i forhold til AaB. Jeg har gennem de sidste mange år, og ja faktisk før doublesæsonen i 2014, haft sværere og sværere ved at genkende klubbens værdier. Der har såvel på, som udenfor banen været for meget, der har været svært at goutere.

Rigtig god vind fremover Sulakvelidze.

[Red0Fox0Dk]

Tror ikke at de vil miste så mange sponsore til håndbold, det første år.

Dem der vil håndbold, er ved håndbold.
Personligt ville jeg aldrig blive sponsor ved håndbold, da det ikke siger mig noget.

Fodbolden skal de nok blive ved det første år, men kommer de ikke op næste år, så begynder de at sive.
Vigtigst er at AaB kommer ud og sælger sammenholdet, og tyskernes strategi for de næste år.

[634]

Om man forstår Legum tror jeg handler om man selv har valgt at være AaB fan, eller om det er noget man bare er, og ikke kan slippe ud af det.
Jeg har delt Legums tanker igennem sæsonen, og synes også der bliver sparket hårdt til mig ligenu.
Den gang jeg som dreng lærte at læse, var sports indlæg bagest i Aalborg Stiftstidende det mest interessante, og AaB var tæt på danmarksserien. Jeg kom med på en rejse i livet med mange fantastiske oplevelser. Jeg valgte at frigive min plads tidligere på ugen, fordi jeg vil simpelthen ikke være på Stadion idag. Det gik som forventede med resultat og kamp forløb, og det bedst at være lidt for sig selv ligenu.

[EnvenafFolket]

Hvorfor skrive det nu? Hvis de havde fået straffe og overlevet havde du så skrevet? Medgang og modgang. Uanset ledelse. Hvad hvis der er en super ledelse og AaB er europæisk gruppespil om godt 2 år med flere nordjyder på holdet? Kommer du så tilbage igen?

Nej, det er som jeg også skrev, en beslutning, der har været lang tid under vejs.

Du må have det godt Legum. Ønsker dig alt godt på din rejse.

I lige måde Buzz.

Jeg håber, AaB kan klare sig uden din support.

Hvis du tror, at jeg tror, at mit beskedne bidrag til AaB gennem de sidste ca. 50 år har gjort nogen forskel, så har du vist misforstået det jeg skrev. Men jeg bifalder da dit håb.

Farvel

Lige over Maglau.

Man kender sine venner i krisen, du vil ikke blive savnet.

Alle har sin grænse, og min er nået. Godt for dig, at din ikke er.

Jeg er mindst lige så stolt over at være AaB-fan i dag som dengang i Svendborg i 1986. Og hånden på hjertet: Hvis nogen dengang havde tilbudt dig, at AaB ville vinde 4-0 i mesterskaber over AGF de næste 37 år, så havde du nok slået til på stedet?

Se det er jo et interessant spørgsmål, og du har givetvis ret, hvis man isoleret set ser på resultaterne, for ja, hvis man havde tilbudt lille snotnæsede mig, at AaB ville kunne rejse sig til tinderne af dansk fodbold med 4 mesterskaber og hvad deraf følger, ville jeg formentlig have sprængt en sikring af begejstring. Men resultaterne er ikke det væsentlige for mig. Jeg har oplevet den seneste sæson som værende kulminationen på en, i mangel af bedre ord, fremmedgørelse i forhold til AaB. Jeg har gennem de sidste mange år, og ja faktisk før doublesæsonen i 2014, haft sværere og sværere ved at genkende klubbens værdier. Der har såvel på, som udenfor banen været for meget, der har været svært at goutere.åå
.
Rigtig god vind fremover Sulakvelidze.

Min kærlighed til AaB kender ingen grænse, din grænse gik så ved en nedrykning.

[Gentleman Finn]

Det er i modgang man skal vise man er der. Men jeg forstår da at nogle falder fra når det gør ondt. Og det gør det lige nu. Der har været en del modgang, og det er nu jeg vil gøre en ekstra indsats for at støtte klubben og spillerne. Det bliver et meget vigtigt år, at vi rykker op i første hug.

Den fanscene vi har skabt i Aalborg er dog blevet imponerende, håber virkeligt vi kan holde på folk. Der skal gøres en indsats for det.

1. division lyder ikke sexet, men jeg er ikke for fin til at besøge Hjørring og Hobro, så længe de skyder brystet frem og spiller holdet bedre sammen end det vi har set. Der har været tegninger af noget i foråret, men det var bare ikke godt da det var vigtigst.

[Legum Magister]

Hvorfor skrive det nu? Hvis de havde fået straffe og overlevet havde du så skrevet? Medgang og modgang. Uanset ledelse. Hvad hvis der er en super ledelse og AaB er europæisk gruppespil om godt 2 år med flere nordjyder på holdet? Kommer du så tilbage igen?

Nej, det er som jeg også skrev, en beslutning, der har været lang tid under vejs.

Du må have det godt Legum. Ønsker dig alt godt på din rejse.

I lige måde Buzz.

Jeg håber, AaB kan klare sig uden din support.

Hvis du tror, at jeg tror, at mit beskedne bidrag til AaB gennem de sidste ca. 50 år har gjort nogen forskel, så har du vist misforstået det jeg skrev. Men jeg bifalder da dit håb.

Farvel

Lige over Maglau.

Man kender sine venner i krisen, du vil ikke blive savnet.

Alle har sin grænse, og min er nået. Godt for dig, at din ikke er.

Jeg er mindst lige så stolt over at være AaB-fan i dag som dengang i Svendborg i 1986. Og hånden på hjertet: Hvis nogen dengang havde tilbudt dig, at AaB ville vinde 4-0 i mesterskaber over AGF de næste 37 år, så havde du nok slået til på stedet?

Se det er jo et interessant spørgsmål, og du har givetvis ret, hvis man isoleret set ser på resultaterne, for ja, hvis man havde tilbudt lille snotnæsede mig, at AaB ville kunne rejse sig til tinderne af dansk fodbold med 4 mesterskaber og hvad deraf følger, ville jeg formentlig have sprængt en sikring af begejstring. Men resultaterne er ikke det væsentlige for mig. Jeg har oplevet den seneste sæson som værende kulminationen på en, i mangel af bedre ord, fremmedgørelse i forhold til AaB. Jeg har gennem de sidste mange år, og ja faktisk før doublesæsonen i 2014, haft sværere og sværere ved at genkende klubbens værdier. Der har såvel på, som udenfor banen været for meget, der har været svært at goutere.åå
.
Rigtig god vind fremover Sulakvelidze.

Min kærlighed til AaB kender ingen grænse, din grænse gik så ved en nedrykning.

Det er tydeligt, at du ikke har forstået, hvad jeg skrev; men fred være med det. Hvis du får det bedre med dig selv, af at bryste dig af din kærlighed til AaB, så bryst løs.

[EnvenafFolket]

Hvorfor skrive det nu? Hvis de havde fået straffe og overlevet havde du så skrevet? Medgang og modgang. Uanset ledelse. Hvad hvis der er en super ledelse og AaB er europæisk gruppespil om godt 2 år med flere nordjyder på holdet? Kommer du så tilbage igen?

Nej, det er som jeg også skrev, en beslutning, der har været lang tid under vejs.

Du må have det godt Legum. Ønsker dig alt godt på din rejse.

I lige måde Buzz.

Jeg håber, AaB kan klare sig uden din support.

Hvis du tror, at jeg tror, at mit beskedne bidrag til AaB gennem de sidste ca. 50 år har gjort nogen forskel, så har du vist misforstået det jeg skrev. Men jeg bifalder da dit håb.

Farvel

Lige over Maglau.

Man kender sine venner i krisen, du vil ikke blive savnet.

Alle har sin grænse, og min er nået. Godt for dig, at din ikke er.

Jeg er mindst lige så stolt over at være AaB-fan i dag som dengang i Svendborg i 1986. Og hånden på hjertet: Hvis nogen dengang havde tilbudt dig, at AaB ville vinde 4-0 i mesterskaber over AGF de næste 37 år, så havde du nok slået til på stedet?

Se det er jo et interessant spørgsmål, og du har givetvis ret, hvis man isoleret set ser på resultaterne, for ja, hvis man havde tilbudt lille snotnæsede mig, at AaB ville kunne rejse sig til tinderne af dansk fodbold med 4 mesterskaber og hvad deraf følger, ville jeg formentlig have sprængt en sikring af begejstring. Men resultaterne er ikke det væsentlige for mig. Jeg har oplevet den seneste sæson som værende kulminationen på en, i mangel af bedre ord, fremmedgørelse i forhold til AaB. Jeg har gennem de sidste mange år, og ja faktisk før doublesæsonen i 2014, haft sværere og sværere ved at genkende klubbens værdier. Der har såvel på, som udenfor banen været for meget, der har været svært at goutere.åå
.
Rigtig god vind fremover Sulakvelidze.

Min kærlighed til AaB kender ingen grænse, din grænse gik så ved en nedrykning.

Det er tydeligt, at du ikke har forstået, hvad jeg skrev; men fred være med det. Hvis du får det bedre med dig selv, af at bryste dig af din kærlighed til AaB, så bryst løs.

Er du her stadig? Men hvis du får det bedre med dig selv, af at bryste dig med dit farvel, så gør det dog

[Raptorr]

Jeg er kommet på Hornevej som barn, og min konfirmation blev holdt derude. I midt 70'erne husker jeg cykelture fra Aalborg Øst og til Stadion, hvor jeg så Lynge, P.E. Andreasen og Munken. Ja, Ove Flindt Bjerg havde også en periode på holdet dengang efter sit udlandsophold. Min tysk og dansk lærer var John Andersen, mangeårig back på 1. holdet og senere holdleder. Min frustration er stor lige nu, men min kærlighed til klubben er uforandret.

[Salle17]

En flok medløber. Skrid med jer. Klubben har IKKE brug for jer.

[Nautrup88]

Vi kommer tilbage . Altid for AaB

[KongGulerod]

En flok medløber. Skrid med jer. Klubben har IKKE brug for jer.

Læs nu tråden før du skriver sådan noget.