Et nødvendigt farvel

[MrDomoon]

Vi vender tilbage stærke og more forenet når vi rykker op næste år. For de kan jo ikke slå os ihjel.

[Nautrup88]

Vi vender tilbage stærke og more forenet når vi rykker op næste år. For de kan jo ikke slå os ihjel.

Enig

[Salle17]

En flok medløber. Skrid med jer. Klubben har IKKE brug for jer.

Læs nu tråden før du skriver sådan noget.

"Et nødvendigt farvel", mere gider jeg ikke at læse.

[haghdk]

Jeg er sgu lige så meget AaB-fan i dag, som jeg var i går og som jeg var for 9 år siden!

[Baatnakken]

Jeg har fulgt AaB i næsten 50 år. Jeg har taget turen med fra den daværende 1. Division, over to nedrykninger i træk hvor man kun med besvær undgik en tredje nedrykning i træk, der ville have betydet enden på divisionsfodbold. Og jeg har taget turen op igen og i 1986 stod jeg på Høje Bøge Stadion, da Henrik Andersen få minutter før tid sikrede AaB den hidtil seneste oprykning. Året efter var jeg til min første pokalfinale, da AGF besejrede AaB 3-0 i den gamle Idrætspark, det blev starten på et lidelsesfuldt forhold til den turnering, hvor 9 efterfølgende finaler (10, hvis man tæller omkampen i Odense med) alene har kastet en enkelt sejr af sig.

Jeg har oplevet mesterskaber, og truende betalingsstandsninger, eufori og depression, alt sammen knyttet til en klub, der har betydet mere for mig; end ord alene kan beskrive. Jeg har oplevet klubben forandre sig, og bestemt ikke altid til det bedre.

Og nu, nu står vi her, hvor nedrykning er en realitet. Og jeg føler... intet. Ingen vrede, ingen sorg, intet behov for galgenhumor, ingen afmagt, ingen misundelse, end ikke nogen ærgrelse. Blot en erkendelse af, at AaB ikke længere er, det AaB jeg blev introduceret for en regnvåd septemberdag i slutningen af 70'erne, da min Far første gang tog med med på stadion.

Det er svært at beskrive; men det føles lidt som om, at man har et barn, som man naturligvis elsker. På et tidspunkt bliver barnet narkoman, med alt hvad deraf følger af problemer. Som forældre gør man alt for at hjælpe og støtte barnet; men lige meget hvad bliver problemerne, svigtene og tillidsbruddene blot større og størrre. Og til sidst må man erkende, at lille Peter, eller hvad barnet nu hedder, ikke længere eksisterer. Lille Peter er reduceret til en tom skal, og afhængigheden har erstattet alle de personlighedstræk, der gjorde lille Peter til lille Peter. Og som forældre må man til slut tage den tunge beslutning, at man ikke længere kan opretholde kontakten til det, der engang var lille Peter.

For mig er AaB ikke længere AaB, jeg kan ikke genkende de værdier, som klubben og førsteholdet står for. For mig har det i stigende grad været som at se et fremmed hold, når jeg har set AaB spille de seneste mange sæsoner. Jeg kan ikke påstå, at det er fordi, der mangler kulturbærer i klubben, for det ville betyde, at jeg kunne identificere, hvad kulturen egentlig er i AaB, og hvad den har været de seneste mange år.

For mig har vejen til den erkendelse, som jeg nu er nået været lang. Årevis med mere og mere negative følelser har i år endeligt udløst det klarsyn, der gør, at mit valg er truffet. Jeg har elsket AaB med en betingelsesløshed, som var jeg en hund. Men mit AaB, det AaB jeg lærte at kende og elske, det AaB eksisterer ikke længere.

Mit AaB havde spillere, der måske nok havde spillemæssige begrænsninger; men som gav sig fuldt ud for klubben. Det AaB, der står tilbage har spillere, der næppe nogensinde har forladt banen med smagen af blod i munden, det skulle da lige være, hvis de har været uheldige og har bidt sig selv i tungen. At man fra klubbens side har valgt at gøre Lucas Andersen til anfører viser for mig, at den udvikling har været om ikke et bevidst valg, så dog fuldt ud accepteret. En spiller, der tuder for et godt ord, og ikke har noget, der bare minder om fight i sig, er ikke det forbillede for unge spillere, som de spillere, der gennem tiden har båret anførerbindet for mit AaB, har været.

Og nu er afskedens stund kommet. Jeg ønsker AaB alt det bedste, og håber at klubben får udviklingen vendt, det fortjener de mange trofaste tilhængerer; men fremadrettet bliver AaB's rejse uden mig. Dertil har problemerne, svigtene, tillidsbruddene og AaB's grundlæggende forandring været for omfattende. Jeg vil altid værdsætte minderne; men sandheden er, at det AaB jeg lærte at elske forlængst er borte.

Medgangsfan

[Krede]

Jeg har fulgt AaB i næsten 50 år. Jeg har taget turen med fra den daværende 1. Division, over to nedrykninger i træk hvor man kun med besvær undgik en tredje nedrykning i træk, der ville have betydet enden på divisionsfodbold. Og jeg har taget turen op igen og i 1986 stod jeg på Høje Bøge Stadion, da Henrik Andersen få minutter før tid sikrede AaB den hidtil seneste oprykning. Året efter var jeg til min første pokalfinale, da AGF besejrede AaB 3-0 i den gamle Idrætspark, det blev starten på et lidelsesfuldt forhold til den turnering, hvor 9 efterfølgende finaler (10, hvis man tæller omkampen i Odense med) alene har kastet en enkelt sejr af sig.

Jeg har oplevet mesterskaber, og truende betalingsstandsninger, eufori og depression, alt sammen knyttet til en klub, der har betydet mere for mig; end ord alene kan beskrive. Jeg har oplevet klubben forandre sig, og bestemt ikke altid til det bedre.

Og nu, nu står vi her, hvor nedrykning er en realitet. Og jeg føler... intet. Ingen vrede, ingen sorg, intet behov for galgenhumor, ingen afmagt, ingen misundelse, end ikke nogen ærgrelse. Blot en erkendelse af, at AaB ikke længere er, det AaB jeg blev introduceret for en regnvåd septemberdag i slutningen af 70'erne, da min Far første gang tog med med på stadion.

Det er svært at beskrive; men det føles lidt som om, at man har et barn, som man naturligvis elsker. På et tidspunkt bliver barnet narkoman, med alt hvad deraf følger af problemer. Som forældre gør man alt for at hjælpe og støtte barnet; men lige meget hvad bliver problemerne, svigtene og tillidsbruddene blot større og størrre. Og til sidst må man erkende, at lille Peter, eller hvad barnet nu hedder, ikke længere eksisterer. Lille Peter er reduceret til en tom skal, og afhængigheden har erstattet alle de personlighedstræk, der gjorde lille Peter til lille Peter. Og som forældre må man til slut tage den tunge beslutning, at man ikke længere kan opretholde kontakten til det, der engang var lille Peter.

For mig er AaB ikke længere AaB, jeg kan ikke genkende de værdier, som klubben og førsteholdet står for. For mig har det i stigende grad været som at se et fremmed hold, når jeg har set AaB spille de seneste mange sæsoner. Jeg kan ikke påstå, at det er fordi, der mangler kulturbærer i klubben, for det ville betyde, at jeg kunne identificere, hvad kulturen egentlig er i AaB, og hvad den har været de seneste mange år.

For mig har vejen til den erkendelse, som jeg nu er nået været lang. Årevis med mere og mere negative følelser har i år endeligt udløst det klarsyn, der gør, at mit valg er truffet. Jeg har elsket AaB med en betingelsesløshed, som var jeg en hund. Men mit AaB, det AaB jeg lærte at kende og elske, det AaB eksisterer ikke længere.

Mit AaB havde spillere, der måske nok havde spillemæssige begrænsninger; men som gav sig fuldt ud for klubben. Det AaB, der står tilbage har spillere, der næppe nogensinde har forladt banen med smagen af blod i munden, det skulle da lige være, hvis de har været uheldige og har bidt sig selv i tungen. At man fra klubbens side har valgt at gøre Lucas Andersen til anfører viser for mig, at den udvikling har været om ikke et bevidst valg, så dog fuldt ud accepteret. En spiller, der tuder for et godt ord, og ikke har noget, der bare minder om fight i sig, er ikke det forbillede for unge spillere, som de spillere, der gennem tiden har båret anførerbindet for mit AaB, har været.

Og nu er afskedens stund kommet. Jeg ønsker AaB alt det bedste, og håber at klubben får udviklingen vendt, det fortjener de mange trofaste tilhængerer; men fremadrettet bliver AaB's rejse uden mig. Dertil har problemerne, svigtene, tillidsbruddene og AaB's grundlæggende forandring været for omfattende. Jeg vil altid værdsætte minderne; men sandheden er, at det AaB jeg lærte at elske forlængst er borte.

Jeg medgiver at AaB er forandret over tid og måske ikke er den klub du forelskede dig i. Men realiteten er at verden omkring klubben forandrer sig over tid. Og stod AaB stille og ikke forandrede sig ville alt være tabt. Jeg har selv følt at klubben svigtede når forkerte beslutninger blev taget gennem årene. Summen af dårlige beslutninger gør at vi nu er ude af superligaen. Summen af gode beslutninger har før givet titler. Min kærlighed til klubben er ligeså stor i dag som i går og som for 10 år siden og som i fremtiden. At skuffelsen er stor er et uomtvisteligt faktum men loyaliteten kan der ikke rokkes ved.

[AaBWanKenobi]

Åhhhh jøsses, hvor er det både trættende og forudsigeligt, at en AaB-fan igennem 50 år…HALVTREDS!!!..efter et nuanceret indlæg helt kortfattet bare bliver kaldt ‘medløber’ og lignende. Debatniveauet og -kulturen er skræmmende lavt - desværre også herinde.

[Klaus]

Åhhhh jøsses, hvor er det både trættende og forudsigeligt, at en AaB-fan igennem 50 år…HALVTREDS!!!..efter et nuanceret indlæg helt kortfattet bare bliver kaldt ‘medløber’ og lignende. Debatniveauet og -kulturen er skræmmende lavt - desværre også herinde.

Lige nu ligger vi ned, og det er sgu ikke sjovt. Hvis folk af den ene eller anden grund ikke vil være med mere, så er det jo sådan det er.... Jeg kan godt genkende noget af det der skrives, MEN jeg undrer mig over timingen. Hvorfor et det så vigtigt at skrive lige nøjagtig i dag. Dagen hvor vi for alvor får testet vores sammenhold og fællesskab. Hvorfor ikke bare stille og roligt opsige sit sæsonkort, hvis det er sådan man har det... Jeg forstår det ikke.. Vi bliver nødt til stå sammen for pokker og sådan et indlæg lægger ikke op til sammenhold og fællesskab, men ævl og kævl.... Og jo, jeg ved godt det sikkert ikke var meningen, men det bliver resultatet...

[Maglau]

Åhhhh jøsses, hvor er det både trættende og forudsigeligt, at en AaB-fan igennem 50 år…HALVTREDS!!!..efter et nuanceret indlæg helt kortfattet bare bliver kaldt ‘medløber’ og lignende. Debatniveauet og -kulturen er skræmmende lavt - desværre også herinde.

Fordi idioten hiver en masser følelsesmæssige buzz Words ud af røven og bruger dem som begrundelse for han ikke gider støtte en 1 div klub.
Når en klub er AaBs størrelse rykker ud er det da klart at der hele vejen rundet er taget en hel række gentagne forkerte beslutninger. Det er gjort i alle ledelseslag hele organisationen og alle der er skyldige.
Men bl.a. at hive en begrundelserne frem i klubbens valg af anfører som er en ægte AaB dreng og AaB fan og samtidigt bruge ord som tillidsbrud og svigt. Så er man en tosse som klubben ikke fortjener.
Den klub der hedder AaB er stort set den samme klub som den var for 5,10,15 og flere år siden. Den er bare fulgt med tiden og udviklingen som alle andre klubber - heldigvis.
Den eneste forskel er bare at den har haft et dårligt år og i næste sæson spiller i 1 div. (Uanset hvad Frederikshavneren har lovet) og det kan den såkaldte fans ego ikke klare. Så derfor har han skrevet et drama indlæg og teatralsk proklamerer han skrider fordi tingene ikke går efter hans næse.
Favel og ingen tak

[BoT]

Jeg tænker, at den gode Legum Magister tager den fulde konsekvens og melder sig ud af debatsiden også. Han vil næppe blive savnet - hverken her eller på stadion.

[gravballe]

Fedt vi ses i gigantium

[EnvenafFolket]

Åhhhh jøsses, hvor er det både trættende og forudsigeligt, at en AaB-fan igennem 50 år…HALVTREDS!!!..efter et nuanceret indlæg helt kortfattet bare bliver kaldt ‘medløber’ og lignende. Debatniveauet og -kulturen er skræmmende lavt - desværre også herinde.

Forbavser det dig virkelig at en dramaqueen der slår hånden af sin klub, lige efter en hård nedrykning, får sandheden at vide? Helt skørt.

[Dennis Nielsen]

Jeg tror, at jeg har fulgt klubben i 26-28 år.

Jeg har i dag tegnet mit første sæsonkort

[Nestor]

Åhhhh jøsses, hvor er det både trættende og forudsigeligt, at en AaB-fan igennem 50 år…HALVTREDS!!!..efter et nuanceret indlæg helt kortfattet bare bliver kaldt ‘medløber’ og lignende. Debatniveauet og -kulturen er skræmmende lavt - desværre også herinde.

Forbavser det dig virkelig at en dramaqueen der slår hånden af sin klub, lige efter en hård nedrykning, får sandheden at vide? Helt skørt.

Dramaqueen?
Måske har han ligesom rigtigt mange andre mangeårige sæsonkortholdere over de sidste år fået nok af den evindelige nordjyske middelmådighed i AaB og blæsen varm luft fra AaBs ledelse.
Er det to år siden bestyrelsen meldte ud, at vi skulle ligge i Top-4?
Jeg forstår ham fuldt ud men kommer troligt næste sæson.
Men inden folk hegler ham helt ned, så man jo spørge sig selv om, hvormange man tror, der står og hopper på Vesttribunen, når vi møder Hillerød på hjemmebane i november.

[EnvenafFolket]

Åhhhh jøsses, hvor er det både trættende og forudsigeligt, at en AaB-fan igennem 50 år…HALVTREDS!!!..efter et nuanceret indlæg helt kortfattet bare bliver kaldt ‘medløber’ og lignende. Debatniveauet og -kulturen er skræmmende lavt - desværre også herinde.

Forbavser det dig virkelig at en dramaqueen der slår hånden af sin klub, lige efter en hård nedrykning, får sandheden at vide? Helt skørt.

Dramaqueen?
Måske har han ligesom rigtigt mange andre mangeårige sæsonkortholdere over de sidste år fået nok af den evindelige nordjyske middelmådighed i AaB og blæsen varm luft fra AaBs ledelse.
Er det to år siden bestyrelsen meldte ud, at vi skulle ligge i Top-4?
Jeg forstår ham fuldt ud men kommer troligt næste sæson.
Men inden folk hegler ham helt ned, så man jo spørge sig selv om, hvormange man tror, der står og hopper på Vesttribunen, når vi møder Hillerød på hjemmebane i november.

Ja, dramaqueen?
Øh, alle herinde er da røvtrætte af AaB’s ledelse og de manglende resultater.
Er sikker på Vesttribunen vil levere på højt niveau i næste sæson også, folk skal nok bare lige sunde sig

[MortenN]

Åhhhh jøsses, hvor er det både trættende og forudsigeligt, at en AaB-fan igennem 50 år…HALVTREDS!!!..efter et nuanceret indlæg helt kortfattet bare bliver kaldt ‘medløber’ og lignende. Debatniveauet og -kulturen er skræmmende lavt - desværre også herinde.

Forbavser det dig virkelig at en dramaqueen der slår hånden af sin klub, lige efter en hård nedrykning, får sandheden at vide? Helt skørt.

Dramaqueen?
Måske har han ligesom rigtigt mange andre mangeårige sæsonkortholdere over de sidste år fået nok af den evindelige nordjyske middelmådighed i AaB og blæsen varm luft fra AaBs ledelse.
Er det to år siden bestyrelsen meldte ud, at vi skulle ligge i Top-4?
Jeg forstår ham fuldt ud men kommer troligt næste sæson.
Men inden folk hegler ham helt ned, så man jo spørge sig selv om, hvormange man tror, der står og hopper på Vesttribunen, når vi møder Hillerød på hjemmebane i november.

Til Hillerød kampen… der kommer vel 6000

[Aalborg frederikshavner]

I medgang og modgang...
Jeg tog gruelig fejl angående nedrykningen men jeg er at finde på stadion når det går løs i 1. division i den nye sæson, uanset hvilken række vi spiller i og uagtet hvem vi møder så støtter jeg klubben.

Jeg tænker og håber at vi om få år ser tilbage på sæson 23/24 som en 'kult sæson' lidt a'la gf fans der stadigvæk kan snakke om dengang de gæstede Lerpytter mv.

[Henriksen]

Igen, som nævnt i en anden tråd, jeg kom på Stadion for første gang i en 1987-88 stykker. Og jeg er bestemt ikke kommet der for sidste gang, bare fordi det nu er 1. Division fra næste sæson. Det er nu en gang sådan, at det hold jeg holder med herhjemme, det er de der rød/hvid-stribede nogen fra Aalborg, og om de spiller i bedste eller laveste række er ligegyldigt. Det betyder blot, at Superligaen 23/24 er fuldstændig uinteressant for mit vedkommende.

Ja, gu er der sker meget og ja, gu er klubben blevet kørt elendigt i mange år og i guder hvor har den flyttet sig på mange punkter langt væk fra det AaB jeg som barn så spille mod Preben Elkjær og alle de andre, stående med papbakken med pølser og sennep fra Alfa Solo. Hvor har den flyttet sig fra tiden med Thomas Gill, Jens Madsen, Ib Simonsen og Peter Rasmussen og selv bare fra sidste Mesterskab og til nu.

Men...på andre helt basale punkter handler det stadig og altid om, at se holdet fra Aalborg i rødt og hvidt, spille på Stadion i Vestbyen med alt hvad det indebærer af sjæl, historie, nostalgi og duft af øl og pølser. Det er trøjen, der repræsenterer klubben og repræsenterer historien, og historien er både op og nedture og uden nedture ingen opture.

Derfor - jeg er med og jeg vil altid være med, for AaB er min klub, mit fodboldhold og den prøvelse af et kærlighedsforhold kommer aldrig til at ende i skilsmisse

Så ... 1. Division, here we come!!! Vi er Aalborg hvem er i?!

[Forza]

Jeg har fulgt AaB i næsten 50 år. Jeg har taget turen med fra den daværende 1. Division, over to nedrykninger i træk hvor man kun med besvær undgik en tredje nedrykning i træk, der ville have betydet enden på divisionsfodbold. Og jeg har taget turen op igen og i 1986 stod jeg på Høje Bøge Stadion, da Henrik Andersen få minutter før tid sikrede AaB den hidtil seneste oprykning. Året efter var jeg til min første pokalfinale, da AGF besejrede AaB 3-0 i den gamle Idrætspark, det blev starten på et lidelsesfuldt forhold til den turnering, hvor 9 efterfølgende finaler (10, hvis man tæller omkampen i Odense med) alene har kastet en enkelt sejr af sig.

Jeg har oplevet mesterskaber, og truende betalingsstandsninger, eufori og depression, alt sammen knyttet til en klub, der har betydet mere for mig; end ord alene kan beskrive. Jeg har oplevet klubben forandre sig, og bestemt ikke altid til det bedre.

Og nu, nu står vi her, hvor nedrykning er en realitet. Og jeg føler... intet. Ingen vrede, ingen sorg, intet behov for galgenhumor, ingen afmagt, ingen misundelse, end ikke nogen ærgrelse. Blot en erkendelse af, at AaB ikke længere er, det AaB jeg blev introduceret for en regnvåd septemberdag i slutningen af 70'erne, da min Far første gang tog med med på stadion.

Det er svært at beskrive; men det føles lidt som om, at man har et barn, som man naturligvis elsker. På et tidspunkt bliver barnet narkoman, med alt hvad deraf følger af problemer. Som forældre gør man alt for at hjælpe og støtte barnet; men lige meget hvad bliver problemerne, svigtene og tillidsbruddene blot større og størrre. Og til sidst må man erkende, at lille Peter, eller hvad barnet nu hedder, ikke længere eksisterer. Lille Peter er reduceret til en tom skal, og afhængigheden har erstattet alle de personlighedstræk, der gjorde lille Peter til lille Peter. Og som forældre må man til slut tage den tunge beslutning, at man ikke længere kan opretholde kontakten til det, der engang var lille Peter.

For mig er AaB ikke længere AaB, jeg kan ikke genkende de værdier, som klubben og førsteholdet står for. For mig har det i stigende grad været som at se et fremmed hold, når jeg har set AaB spille de seneste mange sæsoner. Jeg kan ikke påstå, at det er fordi, der mangler kulturbærer i klubben, for det ville betyde, at jeg kunne identificere, hvad kulturen egentlig er i AaB, og hvad den har været de seneste mange år.

For mig har vejen til den erkendelse, som jeg nu er nået været lang. Årevis med mere og mere negative følelser har i år endeligt udløst det klarsyn, der gør, at mit valg er truffet. Jeg har elsket AaB med en betingelsesløshed, som var jeg en hund. Men mit AaB, det AaB jeg lærte at kende og elske, det AaB eksisterer ikke længere.

Mit AaB havde spillere, der måske nok havde spillemæssige begrænsninger; men som gav sig fuldt ud for klubben. Det AaB, der står tilbage har spillere, der næppe nogensinde har forladt banen med smagen af blod i munden, det skulle da lige være, hvis de har været uheldige og har bidt sig selv i tungen. At man fra klubbens side har valgt at gøre Lucas Andersen til anfører viser for mig, at den udvikling har været om ikke et bevidst valg, så dog fuldt ud accepteret. En spiller, der tuder for et godt ord, og ikke har noget, der bare minder om fight i sig, er ikke det forbillede for unge spillere, som de spillere, der gennem tiden har båret anførerbindet for mit AaB, har været.

Og nu er afskedens stund kommet. Jeg ønsker AaB alt det bedste, og håber at klubben får udviklingen vendt, det fortjener de mange trofaste tilhængerer; men fremadrettet bliver AaB's rejse uden mig. Dertil har problemerne, svigtene, tillidsbruddene og AaB's grundlæggende forandring været for omfattende. Jeg vil altid værdsætte minderne; men sandheden er, at det AaB jeg lærte at elske forlængst er borte.

Ta en tudekiks. Smut hvis du vil. AaB skal nok samle i medløber fans op igen en dag.

[Mikkel9000]

Det er ikke fair at kalde en gammel AaB fan for medløber… AaB hjertet skal hele, tillid til klubben skal genopbygges, og det tager tid… også for mig.

Den klub jeg selv elsker, føler jeg også er gået op i røg. Vi har sovet i timen, og pisset et stort potentiale væk, mens andre klubber har taget strategiske skridt for 10 år siden, som de høster af…. Nordkraften?! Min bare…

Jeg håber også, ar vi kan se tilbage på 23/24 sæsonen som det år, vi blev født på ny og begyndte de skridt, som igen gjorde klubben til en faktor i dansk fodbold. Der ligger er tungt ansvar på vores nye tyske venner. Men fremtiden ser lys ud.