
Men efter hvad jeg kan se, spillede AaB faktisk en offensivt set rigtigt god kamp og kreerede mange chancer og burde have scoret et par mål. Men skarpheden manglede. Omvendt giver man stadig lidt for mange chancer væk i modsatte ende, men det er der jo intet nyt i!
Jeg synes at de to første af de tre straffespark var tynde. Det var jo helt hændeligt, at Randers-spilleren blev trådt lidt på foden ved det første og bolden var nærmest allerede ude af spil. Ved det andet synes jeg, at Randers-manden har armen helt inde til kroppen. Skal vi derud, hvor fodboldspillere skal løbe rundt med armslynger, så de er sikre på ikke at bevæge armene så meget som en centimeter? Det sidste straffe er klart nok, synes jeg til gengæld. Generelt synes jeg, at der dømmes alt for mange straffespark i moderne fodbold. Stod det til mig, skulle der laves en revolution af straffesparksreglerne i fodbold, så der måske kun blev dømt halvt så mange straffespark som i dag! Jeg synes vi skal tilbage til gamle dage, da hands kun blev straffet, hvis det var en klar og forsætlig hands. Det med at der dømmes straffe, når bolden sparkes med 100 km. i timen op imod en arm, synes jeg er absurd. Og så mener jeg, at der er mange situationer i feltet, hvor man burde give indirekte frispark I FELTET fremfor at give straffespark. Man burde have regler lidt ligesom i håndbold, hvor der kun er straffe, når manden hænger inde over stregen og der er tale om en oplagt målchance. Jeg har altid syntes, det var latterligt, at dømme straffe, fordi der laves at lille marginalt frispark på en spiller lige på kanten af feltet i situationer, hvor der slet ikke er tale om nogen oplagt målchance. Off Side-reglen bør også fornys, så der ligesom i ishockey kun kan dømmes Off Side over en bestemt linje. Man kunne f.eks. sige, at der kun kan være Off Side inde i selve straffesparksfeltet eller på højde med feltet. Der er alt alt for mange Off Sides i moderne fodbold.
Overordnet set synes jeg, vi ser et AaB-hold, der viser mange lovende takter, men som individuelt er lidt svagt besat på et par pladser, hvilket straffer sig i Superligaen. Jeg tænker især på den centrale midtbane og i angrebet, hvor et par forstærkninger ville lune gevaldigt. Jeg er fortsat fortrøstningsfuld med hensyn til overlevelse i rækken, men jeg tror også, at de, der drømmer om Top 6, må se realiteterne i øjnene og indse, at vi skal være tilfredse med en 8-10. plads. Det er dét, der må være målsætningen.
Et sidste brok: Igen ser vi, at ca. 2000 af dem, der har billet til kampen, bliver væk. Et mønster der har gentaget sig ved samtlige årets hjemmekampe indtil nu. Jeg forstår ikke, at folk skaffer sig sæsonkort, hvis de kun gider se halvdelen af kampene. Måske burde man forhøje prisen lidt, så det er mindre attraktivt at købe sæsonkort og så skide på halvdelen af kampene, hvor man så bare bliver væk.
