Jeg er årgang 85 og møder glædeligt op på vest og synger gerne med på de sange, der egner sig til det - ikke så meget ud fra et tekstperspektiv men snarere tonaliteten og ordenes udtale, en meget uset størrelse er jeg sikker på, som jeg vil beskrive nedenfor.
Jeg føler mig ret sikker på, at den til tider meget tamme stemning ikke skyldes dårlige tekster, men i stedet et dårligt toneleje og dårligt ordvalg.
Vi kender alle sammen det, at være til en konfirmation og synge en fællessang, hvor vedkommende, som har startet den, enten har lagt tonen lidt for lavt, så bliver det til en gang brummen uden ordentligt energi, eller lidt for højt, så bliver sangen typisk falsk og igen kommer energien til at mangle.
Til en fodboldkamp kan man ikke snakke om at synge falsk eller forkert, da alle råber på deres egen måde, men jeg vil dog argumentere for, at en vi alligevel oplever en lignende problemstilling for mange af sangene på vest.
Jeg deler sangene op i tre kategorier, skidte, midtimellem og gode i mit forsøg på at beskrive den manglende energi i visse sange.
Skidt:
"Fra Nordjylland kommer vort hold". Den græsk-inspirerede horto-magiko.
Først råber capoen "Fra Nordjylland", publikum svarer "fra Nordjylland". I denne og den resterende del af råb-svar delen er energien stærk, og der er god lyd. Dette er ganske naturligvis, i det der bliver lagt op til at man skal råbe samtidig med at stavelser bliver holdt korte og tydelige: "Fra Nord-Jyl-land!"
Dernæst kommer melodien, hvor teksten gentages akkompagneret af trommen. Her dør sangen som regel betragteligt ud. Hvis I lige tester den inde i badet, så vil I bemærke, at det er fordi at den simpelthen ligger for dybt og trækker for langt på sine vokaler, uden stærke konsonanter til at lægge tryk på dele af melodien.
"Fra Nordjyllaaaand, kommer vort hooooooold, det hedder AaB, og vi støtter dem til booooooold". Der er INGEN ord eller lyde i disse eller de næste linjer, hvor man kan lægge et tryk og bruge sine kræfter, og derfor bliver det blot flot og monotomt og lyden kommer aldrig ud. Når denne monotom-agtige lyd opstår uden mulighed for at lægge sine kræfter i visse stavelser bliver lydniveauet automatisk lavt, og flere vil holde sig tilbage for at synge. Man kan teste at få lyden længere ud på kanten, altså i stedet for at brumme melodien fra maven og op lægge den en tones penge opad - så kan man allerede få mere kræft i den, men stadig ikke nok. Horto Magiko fungerer muligvis i en græsk baskethal, men ikke på et åbent stadion.
"Vi er AaB, vi kommer fra Nordjylland". Fangerne på fortet.
Denne sang oplever samme problem som ovenstående. Der er en overvejende del af sangen, hvor der er lagt op til monotom sang:
"Vi er ååååå-b, vi kommer fra - Nordjylland". Lidt tryg kan de komme i de sidste ord i linjerne af denne sang, hvilket ganske enkelt skyldes, at den synges på en måde, hvor man går op i tone mod slutningen og derved kan råbe mere. Men hvis man ser på visse af de langstrakte ord såsom "Ååååålborg er byyyyyyen..." er disse ikke nogen, hvor man kan give den ordentligt gas. Der mangler ganske enkelt ord med ordentligt STød og KRaFT.
Midtimellem:
Mrs. Robinson "Aalborg BK er på lægterne".
Udover en funky tekst, som er svær at huske, er denne sang en meget blandet pose.
Tonen er høj og råbe-agtig første linje: "Aalborg BK, er på lægterne". De to konsonanter B-K, kan stødes ud med masser af styrke. Ligeledes giver måden man staverne sig gennem læg-ter-ne meget liv og mange korte stavelser. Den næste stykke, hvor jeg faktisk selv er usikker på teksten, som ender på "passion" fjerner energien. Først den langtrukne "passiooooooon" uden kraft og dernæst "lå-lå-lå-lååååå", som også bliver en for dyb og langtrukken vokal. Dette kunne ret enkelt løses ved at synge "sha-la-la-laaa" i stedet for lå-lå-lå-låååå". Det kan I teste selv, endda ved at hviske det, og se effekten af det.
Det gode:
Her kommer Aalborg BK
De sange, hvor der kommer aller mest tryg på tribunen er sange med korte ord og en god kombination af konsonanter, vokaler og et tilpas toneleje.
"Første linje: Nogle synger: "Shå-lå lå lå lå lååå", men egentligt bedst egnet i: "Sha-la la la la laaaa". Man kan presse denne første lyd ud med stor kræft og de næste tydeligt adskilte la/lå'er er også gode til at give kræft. Desuden starter capo'en altid denne melodi i et tydeligvis højere toneleje end horto magiko, hvilket gør, at i stedet for at hente tonen helt nede i maven kan man virkeligt få den ud over læberne og tribunen. Dette er skoleeksemplet på den konfirmationssang, der er blev startet i et toneleje, hvor alle kan synge med af deres lungers fulde kræft. Her gælder reglen generelt, at man på stadion godt kan gå en lille smule over den tonalitet, som mænd normalt finder passende, da en lidt højere tone egner sig bedre til at råbe, eller synge om man vil, højt.
Ah-læ a-læ
Denne er typisk efter AaB har scoret, hvorfor min opfattelse af styrken af denne melodi måske er en smule biased af dette.
Men ikke desto mindre startes denne altid i et højt toneleje og særligt starten med korte udtale "ah-læ a-læ"er giver den en stødvis rytme, som skaber en god styrke. I denne bliver det tydeligt, at dem der vælger primært at trække deres ah-læ er, sådan det bliver en slags uafbrudt a-lææææ-alææææ vil synge i et lavere toneleje uden samme kraft og desuden løbe tør for luft. På den måde, står sangen som et godt eksempel på, at de bedste stadionsynge er dem, hvor man ofte staver sig gennem orderne, undgår lange vokaler i slutningen af linjer og synger i et højt toneleje, hvor man ikke skal brumme så meget, at man næsten knirker.
Hvor meget klakken spekulerer i dette, skal jeg ikke kunne sige, men det er meget vigtigt, at være sig dette bevist, når man gerne vil have så mange som muligt til at synge med.
PS: Kan se, at jeg fejrede mit indlæg nummer 1.000 med en analyse af hvilke ord og stavelser, der egner sig til at synge. Man kommer vidt omkring på debatsiden.