Køllen I Møllen skrev:Gamen skrev:Køllen I Møllen skrev:
Den æld-gamle traver. "Syng med eller bland dig udenom". Og hvor langt har den bragt os?
Det kan godt være at i England er det vildt fedt at synge om tæsk, patter og bajere. Men hvis det ikke virker i Aalborg hvilken relevans har det så? Englænderne er et tilbagestående folkefærd på grænsen til at være retarderede. De knepper deres egne søskende hvis der ikke er et lækkert får i nærheden. Er det dem vi vil sammenligne os med?
I Sverige er de da nået ret langt med den parole. Mon ikke det er en af årsagerne til at vi sakker voldsomt bagud i forhold til dem? Det er i hvert fald min oplevelse, at de forlængst har forstået, at man også selv har et ansvar for at få en fed stadionoplevelse.
Så fortæl mig hvad der virker i Aalborg? Tilsyneladende ikke, at stemningen bliver ringere og ringere, fordi færre og færre gider ulejlige sig med at bakke op om AaB. Selv Sønderjyske's hovedtribune er der mere gang i end i vores.
Så du konkluderer dermed at de er foran os i Sverige FORDI de synger om pik og patter?
Jeg ved ikke hvad der virker. Men det burde efterhånden stå klart hvad der IKKE virker.
Jeg tror ærlig talt ikke, at det betyder noget som helst for det pågældende element blandt tilskuerne, hvad der virker og hvad der ikke virker i forhold til at skabe en god stemning på stadion.
Hvis ikke man kan andet, kan man altid appellere til laveste mulige fællesnævner. Det er forstemmende, at der er et meget højlydt element, for hvem deres egne behov i den grad står over såvel de øvrige tilskueres som holdets.
I bund og grund skal vi vel prise os lykkelige for, at elementet, hvor reptilhjernen synes at være dominerende, trods alt ikke forfalder til korporlig vold, som det er tilfældet blandt flere andre superligaklubbers tilsvarende personager.
Men det bidrager altså meget lidt til stemningen på stadion, når man grundet infantile provokationer fra endetribunens side opnår en tangibel splittelse mellem AaB's egne tilskuere. Det er muligt, at det er "åh så fedt", at slippe sin indre drengerøv fri og udbasunere mere eller mindre smagløse slagsange; men man opnår altså mere, end blot at udstille sig selv. Man opnår, at store dele af de øvrige tilskuere sidder og krummer tæer, og man opnår, at det bliver langt mindre attraktivt for bl.a. børnefamilier at tage på stadion.
Når medlemmer af "drengerøvselementet" så konfronteres med problematikken i forhold til deres opførsel, så trækker de "med os eller mod os" argumentationen frem, og i en absurd form for cirkulær logik bliver det så, de øvrige tilskuere, der efter "drengerøvselementets" opfattelse, ikke bidrager nok til stemningen, der bliver gjort til problemet. At lysten til at deltage i endetribunens slagsange i høj grad er afhængig af indholdet af disse slagsange, er man mere end villig til at se stort på, og det samme gælder det forhold, at det naturligvis må være i holdets interesse, at opbakningen er så massiv som mulig.
Så længe man kan komme på stadion og få afløb for guderne må vide hvad (frustrationer, indebrændthed, forsmåelse, mangel på opdragelse/dannelse/pli?), så er man efter min erfaring komplet ligeglad med, hvordan stemningen påvirkes, og dermed hvordan stadionoplevelsen og lysten til at deltage i slagsange m.v. bliver for det øvrige publikum og dermed hvilken vokal opbakning holdet får. Stadion er et fristed, hvor man kan udleve sin mig-mig-mig kultur og være komplet indifferent i forhold til andre mennesker.
Jeg så gerne, at fankulturen blev bedre og bredere i AaB, jeg så gerne, at vi fik et publikum, der opmunterer spillerne i samtlige 90 minutter, og jeg så gerne, at opfindsomheden ville indfinde sig når der udvikles nye slagsange. Jeg tror bare ikke på, at der kommer til at ske en positiv udvikling før endetribunen indser, at resten af stadion har andre prioriteter og værdier, end de selv har, hvorfor man må bevæge sig bort fra ekskluderende tilråb/slagsange hvis man vil have resten af stadion med.
Og inden jeg bliver mødt med påstande om andet, så ja, jeg har tilbragt mange år på endetribunen og før da på den gamle ståtribune. At jeg nu er så alderssvækket, at mine knæ ikke kan holde til at stå op i 90 minutter og jeg derfor er flyttet over på siddepladserne, betyder ikke, at jeg ikke kan huske, hvordan det er, at stå blandt de blafrende bannere. Det har altid, som i ALTID været en udfordring for de mere aktive fans, at få engageret det bredere publikum i Aalborg; og i den sammenhæng går man altså ikke AaB's ærinde, ved at sætte sig i modsætningsforhold til resten af stadion.