Indlæg
af Yankee » 23. jul 2018, 12:17
I stedet for at snakke om navne og positioner er det mere værdifuldt at kigge på hvad holdet mangler lige nu. Generelt har vi præsteret rigtig fint i de første to kampe og som vi også drøftede inden sommeren er det jo et OK og ret solidt hold vi har. Vi har fået en stærk kerne på holdet (Rinne-Okore-Würtz-Kusk), som vi for alt i verden ikke må begynde at sælge af og bredden er de fleste steder OK. Der er dog nogle oplagte mangler:
1) Ekstrem hurtighed - vi mangler akut nogle spillere, der kan udfordre i dybden og forbedre vores ret tamme omstillingsspil. Det vil også gøre Pohl bedre at få nogle medspillere, der kan strække modstanderen. Thellufsen kom med lidt af det i lørdags, men er desværre slet ikke hurtig nok. Typer som Kadrii og Lucas kan have det på deres bedste dage, men egentlig ville jeg helst have en ekstrem speed-spiller i stil med Ernest Asante eller Aron Johansson, afhængigt af position.
2) Boldsikker spilstation - vores opspil er hele tiden fokuseret på at finde Kusk i mellemrummet eller en direkte bold på Thellufsen/Safranko, som de ikke løser ret godt. Vi har brug for en angriber eller kant, der kan modtage bolden med ryggen mod mål og skabe målchancer i det etablerede angrebsspil - gerne også en spiller, der er en pålidelig trussel ved afslutninger fra kanten af feltet og længere ude. Wessam har lidt af det og bør få masser af indhop, men han skal også føres langsomt og roligt ind på holdet. Vi skal ikke bruge flere store, stærke targetspillere som vi aldrig giver nogle høje indlæg, men i stedet en hurtig, teknisk type i stil med Gilberto Macena eller Cesar Santin, der kan arbejde i mellemrum og afslutte på førsteberøring.
3) Aktionshurtighed og dynamik på central midt - vores centrale midtbanespillere er enten meget langsomme i boldomgangen (MC, Abildgaard) eller uden offensive visioner i omstillingsspillet (Lesniak, Würtz). Derudover er alle fire (undtagen Würtz) meget stationære typer, der alt for sjældent kommer i aggressive presløb eller kan løbe bolden frem i en omstilling. Kasper Risgård kom med rigtig meget af det i lørdags, men han får jo ikke rigtig chancen.
4) Venstre back-reserve - i lørdags måtte Jakob Ahlmann udgå og så valgte man at sætte Frederik Børsting ind, selvom Bardhec Bytyqi sad på bænken. Det er et meget tydeligt signal om at vi ikke tror på Bytyqi. Hvis man ikke stoler på at en 21-årig spiller kan gå ind og løse opgaven i en helt almindelig Superliga-kamp, så skal han selvfølgelig sendes videre hurtigst muligt - og derfor har vi nu på fjerde år et gabende hul på venstrebacken, medmindre vi satser på at Ahlmann kan spille 36 kampe plus pokal uden pauser. Vi skal have en venstrebenet backreserve, som vi rent faktisk tror på og som ikke skal kigge på at diverse højrebacks får kampe før ham.