AaBWanKenobi skrev: ↑27. aug 2023, 19:20
Hovedet skrev: ↑27. aug 2023, 17:24
Funky skrev: ↑27. aug 2023, 16:55
6000 tilskuere mod Hillerød er da i øvrigt mere end godkendt.
Det er det absolut. Dog undrer jeg mig, jf. Næstvedtråden, over den nedadgående tendens i forhold til de to første kampe mod Horsens ca. 9000) og Fredericia ca. 7500). Ok, førstnævnte selvfølgelig med gratis adgang, men dels blev den spillet en lørdag eftermiddag midt i industriferien, dels er det jo heller ikke uproblematisk at anskaffe sig de gratisbilletter. Hvis vi så tager de 7500 mod Fredericia som et mere validt parameter, er det da lidt underligt, at tendensen er for nedadgående - det kan jo ikke forklares med hverken sportslig nedtur (skønt vi nu godt spillede helt ad røven til mod Næstved og generelt ikke brænder banerne af) eller dårligere vejrlig, som automatisk koster på tilskuerfronten i de sene efterårsmåneder og tidlige vinterditto.
Til kampen: Om end ingenlunde prangende så vinder vi altså 3-0 over et markant stærkere - og samtidig helt uberegneligt og til tider fremragende - hold end det Næstvedmandskab, der på mystisk vis erobrede point i Aalborg for 9 dage siden. Her er vi så oven i købet en mand i undertal de sidste 20 minutter, og vi formår alligevel at gå fra 1-0 til 3-0. Det er jo også en form for klasse - og netop det, der var savnet mod Næstved, at vi trods pauvert spil alligevel vinder og endda på papiret overbevisende.
Om holdets niveau rækker til mere end bunden af Superligaen, er her og nu en mere hypotetisk og akademisk diskussion. Fokus skal alene være på, om holdet er godt nok til at rykke op, og pointmæssigt kan vi alene brokke os over de to tabte point i Næstvedkampen. 5 sejre - 2 uafgjorte - 0 nederlag og en målscore på 18-3 er aldeles glimrende efter de første 7 kampe.
Mht. tilskuertal, så var i dag måske lige i den lave ende på den her tid. Men de +7000 i gennemsnit over hele sæsonen, som nogle har talt om, virker helt urealistisk. Med mindre de kommer til at spille betydeligt bedre og mere underholdende (udover bare at vinde), kommer MANGE tilskuere til at forsvinde, når det bliver mørkt og dårligt vejr, og nyhedens interesse for 1. div. er forduftet. 5500-6000 i gennemsnit er mere realistisk.
Og rimeligvis var der så i øvrigt også over 6500 til dagens kamp; og nej, vi kan bestemt ikke klage over opbakningen og heller ikke på udebane i øvrigt. Der har både på Østerbro Stadion og i Helsingør (og ligeledes i Hobro, men det er så en lidt anden historie) været påfaldende høje tilskuertal i forhold til disse klubbers generelle niveau på det område. Udover selvfølgelig selv at medbringe mange fans forekommer det mig også, at AaB i sig selv trækker flere tilskuere til på udebane.
Hvis vi anskuer historiske tilskuertal i 1. division (jeg var lige omkring SuperStats), ligger AaB - om end selvsagt stadig på relativt spinkelt grundlag - helt i en liga for sig, hvad angår tilskuertal. Altså lige med undtagelse af AGF, der i sæsonen 2006/2007 havde komplet absurde 8800 tilskuere i snit på hjemmebane i deres første sæson i den næstbedste række. Skønt AGF i dag har større opbakning end for 17-18 år siden, var deres tilskuersnit langt lavere, da klubben igen måtte tage et år på næstbedste klasse i 2010/2011 samt 2014/2015. Her var tilskuersnittet henholdsvis ca. 4300 samt 6300. Noget besynderligt i sammenligning med klubbens første år i 1. division, når man samtidig påtænker den generelle stigning i tilskuerinteresse, som AGF har været genstand for blandt århusianerne siden midtnullerne.
Et tilskuersnit på godt 8800 vil selvfølgelig være uopnåeligt for AaB (og helt ærligt undrer jeg mig over dette tal hos AGF sammenlignet med de to øvrige sæsoner i 1. division - alle årene resulterede jo i oprykning og i 2010/2011 endda helt suverænt, da AGF kun tabte to kampe i hele sæsonen).
Til gengæld er det ikke usandsynligt, at AaB kan lande i omegnen af de 6500 tilskuere i snit. I modsætning til Superligasæsonerne mangler vi jo de oplagte kioskbaskere så at sige, hvorfor jeg også forventer, at tilskuertallene vil være langt mere ensartede i denne sæson end i en traditionel sæson i Superligaen.