Så er dagen her endelig! Jeg har rigtig glædet mig til at se AaB spille på det stadion, som jeg har haft mange glæder (og endnu flere skuffelser) på siden jeg var knægt!
Holstebro Idrætspark (eller Krøyer Park, som den åbenbart kaldes nu) er et gammelt pg medslidt stadion, der minder om noget fra Østeuropa i 70’erne. Det er ikke kønt, men det har da sin helt egen charme. Desværre er det også et atletikstadion, så man må trækkes med den irriterende løbebane, som man også kender fra Århus. Kapaciteten er opgjort til 8.000, hvoraf der er 500 overdækkede siddepladser på tribunen.
Hvor stadion nok næppe kan godkendes til superligakampe, er stadionplatten dog langt over superliganiveau. Stadion-grilleren er fra en lokal slagtermester og på hanerne findes fadøl fra Hancock.
Jeg kan læse, at AaBs hjemmeside skriver, at der kan parkeres på Rolf Krakesvej, hvor stadion ligger. Det er en sandhed med modifikationer: Til ”normale” hjemmekampe med 3-400 tilskuere kan det ofte være svært at finde parkering her. Jeg ville anbefale en af de to parkeringspladser på Lægårdvej mellem stadion og Ringvejen.
Skulle man have brug for noget at slukke tørsten på i sommervarmen før eller efter kampen, så kan jeg på det varmeste anbefale Bierstube i Østergade – byens i særklasse bedste værtshus. Her har kro-fatter Mikkel altid mere end 100 forskellige øl – alt fra Tuborg Classic til eksotiske trippel-IPA’er og kulsorte imperial stouts fra diverse microbryggerier. Nogle folk bliver måske skræmt ved tanke om, at det er et ryger-værtshus, men med dagens vejrudsigt in mente kan man jo roligt placere sig udenfor under en af de store parasoller
Lige ved siden af Bierstube ligger Smash House, hvor indehaver Milo (som er på det danske kokkelandshold) langer smash burgers over disken – med tilhørende loaded fries
Vel mødt! Det bliver fedt at se byen klædt i rødt og hvidt!!
