MrBangDK skrev:Sidder og arbejder mens jeg er i gang med første gennemlytning af den nye
Alice in Chains; "Black Gives Way to Blue"..
Fornuftigt indtil videre. AiC bliver aldrig det samme uden Layne Staley, og William Duvall's vokal kan til tider virke lidt for blød, men det er også en svær arv.. Til gengæld er lyden rigtig klassisk AiC - herligt

Personligt mener jeg, at Layne Staley er i top 3 over de fedeste stemmer i rocken de sidste 20-30 år, men alligevel synes jeg, der fokuseres alt for meget på ham (vs. William DuVall) i forbindelse med dette album.
DuVall har kendt Jerry Cantrell i cirka ti år og sunget med Alice in Chains siden 2002. Han ved med andre ord godt, hvordan jobbet skal udføres, og så skal man huske på, at Staley altså kun stod for måske 60 procent af vokalen, mens Cantrell tog sig af resten.
Disse duetter er, i mine øjne, ikke svækkede med DuVall/Cantrell.
Men, men... ingen erstatter vel nogensinde Staleys fantastiske stemme, der indeholdt så megen smerte, at man ikke var i tvivl om, at han mente det for alvor. DuVall gør det bare så godt, som det overhovedet er muligt.
Med alt dette sagt er jeg ovenud tilfreds med albummet, som i mine øjne fortjener at få fem af seks mulige stjerner.
Balladerne er ganske vist lidt i overskud, men når de udføres som i "Your decision" eller hyldesten til Staley "Black gives way to blue" (med Elton John(!!) på klaver), gør det heller intet.
Åbneren "All secrets known" minder lidt om Iron Maidens "Number of the beast" ved første anslag, mens "Check my brain" næsten er radiovenlig og sikkert bliver et hit. "A looking in view" er slet og ret bare er suveræn, mens numre som "Acid bubble" og "Lesson learned" rammer den gamle Alice in Chains-lyd godt.
Og dét er bestemt ikke dårligt.
Alt i alt et sjældent bevis på, at rockmusikken stadig ikke er død, selv om teenagere og andre former for ecstasymisbrugere forsøger at kvæle den med allehånde midler.