musik

[Fabbe]

Tja, jeg er selv vinylpladesamler. Dengang jeg fik mit obligatoriske konfirmationsanlæg i starten af 90'erne, var det blevet kotume, at man fik et apparat med cd-spiller og uden pladespiller. Jeg valgte det stik modsatte. Utilfreds kunne jeg se, at postordrekataloger, Stereo Studio i Algade og M&M-Shop i Bispensgade afviklede vinylsalget, men så kunne man gå i Pladepusheren i Danmarksgade, som holdt ved i et par år efter at kædebutikkerne holdt med at sælge dem.

Vinyl er rock'n'roll og rock'n'roll er vinyl. De født på samme tid og voksede op sammen, derfor kunne rocken aldrig slippe vinylpladen. Da LP'en langsomt afløste lakpladen i løbet af 50'erne, eksploderede rocken som et nyt musikfænomen, der ikke bare var musik, men også en hel ungdomskultur, og i dag er rock en hel mytologi. Rockorkestre er bands, som bekender sig til den tradition, der begyndte dengang. Vinylpladens omslag blev en del af totalproduktet og rock er ikke det samme uden.

Andre genrer, som har et symbiotisk forhold til vinylen er hiphop, fordi vinylpladen i den genre er et helt musikinstrument for sig. Også mange jazzelskere holder fast i vinylpladen, men ikke i samme grad som rockpublikummet, måske fordi jazzen fandtes længe før vinylen og ikke har samme forhold til formatet.

En genre, som slet ikke har noget sentimentalt forhold til noget format, er klassisk musik. Musikken fandtes længe før vinylen, da vinylen kom, brugte man vinylen, fordi vinylen har datidens bedste og bedstlydende distributionsformat. Men renheden er vigtig for en klassisk indspilning, og derfor vinder man ingenting ved at lytte til knas og forvrængning, det er tværtimod noget, lyttere af klassisk vil undgå.

Knas og forvrængning gør derimod sjældent skade i rock. En smule forvrængning beriger næsten kun en rockplade, og tit kan man slet ikke skelne, om en smule overstyring i lytteoplevelsen skyldes ens eget stereoanlæg eller om det skyldes den guitarforstærker, som kunstneren indspiller med.

Endelig kan man sige, at meget af det renskurede og glatproducerede pop & rock, som laves direkte med henblik på radio- MTV-afspilning ikke passer særlig godt til vinylen. Man kan sige, at man ikke vinder noget ved at lytte til det på LP fremfor MP3.

I vinylens storhedstid lavede man plader, som skulle lyde godt på grammofon. I dag skal det lyde godt i radio, på tv og på MP3, og det kan også høres på outputtet. Heldigvis findes der er en understrøm af kunstnere, som laver gammeldags grammofonrock. Et tilfældigt navn som Brian Jonestown Massacre er et eksempel på et nutidigt band, som ikke designer deres lyd til P3-afspilning og IPods, men som lyder bedst på et skramlet stereoanlæg.

[tegner]

Flot skrevet Fabbe..

Jeg elsker LP`er,....ikke bare det at høre dem, men lige så meget at røre ved dem, og ikke mindst, at se på dem.!!
Jeg har selv 800 af dem stående i et hjørne af stuen (til min kones store begejstring) og syntes stadig, at en Fyldt LP-reol er det pæneste møbel der findes.
Desuden er der ikke noget federe, end et flot LP-cover,..den kunstart har CDen jo desværre næsten udryddet.!!

PS: mangler stadig plastik covers til LP`er

[limey]

Desuden er der ikke noget federe, end et flot LP-cover,..den kunstart har CDen jo desværre næsten udryddet.!!

Og mp3 playlisten bliver måske dets endeligt. I hvert fald er albummet (LP så vel som CD) vel også ved langsomt at dø.

[MrBangDK]

PS: mangler stadig plastik covers til LP`er

Jeg har tidligere købt nogen på E-Bay!! Det er billigere at betale fragten fremfor de priser du finder herhjemme.. Søg på nettet "record outer sleeve" og der kommer et hav af muligheder..

[Fabbe]

Desuden er der ikke noget federe, end et flot LP-cover,..den kunstart har CDen jo desværre næsten udryddet.!!

Og mp3 playlisten bliver måske dets endeligt. I hvert fald er albummet (LP så vel som CD) vel også ved langsomt at dø.

Albumformatet lever fint og har det godt. Det har bare en anden rolle end tidligere, idet det ikke længere skal være udgiverbranchens økonomiske lokomotiv. Det har albumformatet heller ikke altid været. Da lakpladen i 50'erne blev udfaset til fordel for vinylpladen, var det oprindeligt singlepladen (7"), som solgte i langt de fleste eksemplarer.

De store hits blev markedsført på singleplader, mens LP'erne indeholdt de mere ukendte sange. I begyndelsen fandtes de største Beatles-hits kun på singlerne og udkom ikke på LP'erne. Mod slutningen af 60'erne vendte billedet, så LP'er solgtes i flere eksemplarer end singlerne. En af grundene var at albummet var blevet et kunstformat, som gennemlyttede fra start til slut, men pladeselskaberne fandt også ud af, at det var en god fidus at lægge kunstnernes største singlehits på LP'erne, for at de skulle sælge mere. De resulterede i LP'er, som reelt bestod af 2 døgnflue-singlehits + 10 gudsjammerlige fyldnumre, som næsten kun var produceret for at fylde en LP ud, så den kunne sælges til fans for fuld pris. Det resulterede i et LP-marked med gode albums af gode albumkunstnere, elendige popalbums lavet af producere samt mellemtingene (velmenene bands, som skriver et par gode hits, men bare ikke kan udfylde en LP ordentligt).

Det der er sket med MP3-udviklingen er, at publikum ikke gider købe alt det unødvendige fyld, hvis kunstneren ikke har mere at byde på. Det gør det langt sværere for branchen at sælge hele albums med populære artister. Derimod findes der stadig adskillige bands og artister, som laver fremragende albums. Der er måske bare ikke så mange penge at tjene på dem, men god kunst kommer ud af nødvendighed, det laves, fordi det skal ud, og ikke for at tjene penge. Dermed ikke sagt, at musik der sælger godt ikke kan være god musik - det er en udbredt misforståelse.

[limey]

Desuden er der ikke noget federe, end et flot LP-cover,..den kunstart har CDen jo desværre næsten udryddet.!!

Og mp3 playlisten bliver måske dets endeligt. I hvert fald er albummet (LP så vel som CD) vel også ved langsomt at dø.

Albumformatet lever fint og har det godt. Det har bare en anden rolle end tidligere, idet det ikke længere skal være udgiverbranchens økonomiske lokomotiv. Det har albumformatet heller ikke altid været. Da lakpladen i 50'erne blev udfaset til fordel for vinylpladen, var det oprindeligt singlepladen (7"), som solgte i langt de fleste eksemplarer.

De store hits blev markedsført på singleplader, mens LP'erne indeholdt de mere ukendte sange. I begyndelsen fandtes de største Beatles-hits kun på singlerne og udkom ikke på LP'erne. Mod slutningen af 60'erne vendte billedet, så LP'er solgtes i flere eksemplarer end singlerne. En af grundene var at albummet var blevet et kunstformat, som gennemlyttede fra start til slut, men pladeselskaberne fandt også ud af, at det var en god fidus at lægge kunstnernes største singlehits på LP'erne, for at de skulle sælge mere. De resulterede i LP'er, som reelt bestod af 2 døgnflue-singlehits + 10 gudsjammerlige fyldnumre, som næsten kun var produceret for at fylde en LP ud, så den kunne sælges til fans for fuld pris. Det resulterede i et LP-marked med gode albums af gode albumkunstnere, elendige popalbums lavet af producere samt mellemtingene (velmenene bands, som skriver et par gode hits, men bare ikke kan udfylde en LP ordentligt).

Det der er sket med MP3-udviklingen er, at publikum ikke gider købe alt det unødvendige fyld, hvis kunstneren ikke har mere at byde på. Det gør det langt sværere for branchen at sælge hele albums med populære artister. Derimod findes der stadig adskillige bands og artister, som laver fremragende albums. Der er måske bare ikke så mange penge at tjene på dem, men god kunst kommer ud af nødvendighed, det laves, fordi det skal ud, og ikke for at tjene penge. Dermed ikke sagt, at musik der sælger godt ikke kan være god musik - det er en udbredt misforståelse.

Det var egentlig også det jeg oprindeligt ville frem til. Når jeg skrev at albummet er ved at dø, skal det forstås ud fra en kommerciel betragtning, for jeg ved godt at der mange der stadig (stædigt) holder fast i albummet. Din gennemgang af LPén som et samlet værk, er der ikke så meget at sige til, der er vel nærmest konsensus i musikvidenskabslige kredse, om at rockmusikere udesendte de første album, som skulle forstås som samlet kunstnerisk enhed, omkring 1966-67.

I forhold til MP3-formatet tror jeg man skal tillægge forandringen i udviklingen som et resultat af publikums valg, snarere end kunstnernes kvalitative udgivelser. Kan man selektere i musikken og lave playlists, gør man det (eller det gør rigtigt mange). Også selvom det betyder at man udvælger enkelte kompositioner som oprindeligt burde høres i sammenhæng med hele albummet - eksempelvis en konceptplade.

[Martin]

Vinyl er rock'n'roll og rock'n'roll er vinyl. De født på samme tid og voksede op sammen, derfor kunne rocken aldrig slippe vinylpladen. Da LP'en langsomt afløste lakpladen i løbet af 50'erne, eksploderede rocken som et nyt musikfænomen, der ikke bare var musik, men også en hel ungdomskultur, og i dag er rock en hel mytologi. Rockorkestre er bands, som bekender sig til den tradition, der begyndte dengang. Vinylpladens omslag blev en del af totalproduktet og rock er ikke det samme uden.

Andre genrer, som har et symbiotisk forhold til vinylen er hiphop, fordi vinylpladen i den genre er et helt musikinstrument for sig. Også mange jazzelskere holder fast i vinylpladen, men ikke i samme grad som rockpublikummet, måske fordi jazzen fandtes længe før vinylen og ikke har samme forhold til formatet.

En genre, som slet ikke har noget sentimentalt forhold til noget format, er klassisk musik. Musikken fandtes længe før vinylen, da vinylen kom, brugte man vinylen, fordi vinylen har datidens bedste og bedstlydende distributionsformat. Men renheden er vigtig for en klassisk indspilning, og derfor vinder man ingenting ved at lytte til knas og forvrængning, det er tværtimod noget, lyttere af klassisk vil undgå.

Knas og forvrængning gør derimod sjældent skade i rock. En smule forvrængning beriger næsten kun en rockplade, og tit kan man slet ikke skelne, om en smule overstyring i lytteoplevelsen skyldes ens eget stereoanlæg eller om det skyldes den guitarforstærker, som kunstneren indspiller med.

Endelig kan man sige, at meget af det renskurede og glatproducerede pop & rock, som laves direkte med henblik på radio- MTV-afspilning ikke passer særlig godt til vinylen. Man kan sige, at man ikke vinder noget ved at lytte til det på LP fremfor MP3.

I vinylens storhedstid lavede man plader, som skulle lyde godt på grammofon. I dag skal det lyde godt i radio, på tv og på MP3, og det kan også høres på outputtet. Heldigvis findes der er en understrøm af kunstnere, som laver gammeldags grammofonrock. Et tilfældigt navn som Brian Jonestown Massacre er et eksempel på et nutidigt band, som ikke designer deres lyd til P3-afspilning og IPods, men som lyder bedst på et skramlet stereoanlæg.

Jeg må klappe i hænderne over din romantiske og reaktionære tilgang til rock og LP, og al ære og respekt for din kærlighed til mediet. Jeg forstår din pointe, men jeg synes ikke den holder en meter. Tror enhver lytter af klassisk eller jazz vil ryste på hovedet over dine underlige generaliseringer.

Rockorkestre er bands, som bekender sig til den tradition, der begyndte dengang.

Per din defination er rock altså en genre der hverken har har eller skal rykke sig en meter fra 50'ernes rock-udtryk og LP-formattet?

Endelig kan man sige, at meget af det renskurede og glatproducerede pop & rock, som laves direkte med henblik på radio- MTV-afspilning ikke passer særlig godt til vinylen. Man kan sige, at man ikke vinder noget ved at lytte til det på LP fremfor MP3.

Forstår jeg det rigtigt, hvis du altså gerne vil have lidt forvrængelse og støj i forhold til den "kunstneriske vision"? Det er jo dybest set stik imod hvad debatten ellers siger om vinyl kontra digitale medier.

Jeg synes du romantiserer vinyl og tillægger det en række værdier, som bunder i nostalgi og konservatisme. Det er lidt ironisk, når man bemærker din store kærlighed til rock'en. Rock tager sig i mine øre fremragende ud på en splinterny cd eller en mp3 - men ifølge dit kodeks omkring ordentlig rock er det fejlagtigt, da disse medier er for tro i deres gengivelse af optagelserne?

I vinylens storhedstid lavede man plader, som skulle lyde godt på grammofon. I dag skal det lyde godt i radio, på tv og på MP3, og det kan også høres på outputtet. Heldigvis findes der er en understrøm af kunstnere, som laver gammeldags grammofonrock. Et tilfældigt navn som Brian Jonestown Massacre er et eksempel på et nutidigt band, som ikke designer deres lyd til P3-afspilning og IPods, men som lyder bedst på et skramlet stereoanlæg.

Her har du ret i noget. Mastering idag er i skoven, da alting skal lyde godt på elendige afspillere. Du kan vel ikke lave en plade der er bedst egnet til vinyl specifikt?

Interessant video om mastering og loudness:
http://www.youtube.com/watch?v=3Gmex_4h ... nmeup.org/

[Martin]

Albumformatet lever fint og har det godt. Det har bare en anden rolle end tidligere, idet det ikke længere skal være udgiverbranchens økonomiske lokomotiv. Det har albumformatet heller ikke altid været. Da lakpladen i 50'erne blev udfaset til fordel for vinylpladen, var det oprindeligt singlepladen (7"), som solgte i langt de fleste eksemplarer.

De store hits blev markedsført på singleplader, mens LP'erne indeholdt de mere ukendte sange. I begyndelsen fandtes de største Beatles-hits kun på singlerne og udkom ikke på LP'erne. Mod slutningen af 60'erne vendte billedet, så LP'er solgtes i flere eksemplarer end singlerne. En af grundene var at albummet var blevet et kunstformat, som gennemlyttede fra start til slut, men pladeselskaberne fandt også ud af, at det var en god fidus at lægge kunstnernes største singlehits på LP'erne, for at de skulle sælge mere. De resulterede i LP'er, som reelt bestod af 2 døgnflue-singlehits + 10 gudsjammerlige fyldnumre, som næsten kun var produceret for at fylde en LP ud, så den kunne sælges til fans for fuld pris. Det resulterede i et LP-marked med gode albums af gode albumkunstnere, elendige popalbums lavet af producere samt mellemtingene (velmenene bands, som skriver et par gode hits, men bare ikke kan udfylde en LP ordentligt).

Det der er sket med MP3-udviklingen er, at publikum ikke gider købe alt det unødvendige fyld, hvis kunstneren ikke har mere at byde på. Det gør det langt sværere for branchen at sælge hele albums med populære artister. Derimod findes der stadig adskillige bands og artister, som laver fremragende albums. Der er måske bare ikke så mange penge at tjene på dem, men god kunst kommer ud af nødvendighed, det laves, fordi det skal ud, og ikke for at tjene penge. Dermed ikke sagt, at musik der sælger godt ikke kan være god musik - det er en udbredt misforståelse.

Jeg tror egentligt ikke at albumkonceptet overlever i længden - ihverfald ikke på den måde vi ser det idag. Jeg giver dig ret i dine iagttagelser vedrørende albumudviklingen, men du glemmer måske lidt det faktum, at albummet er født af teknologiske udviklinger, fremfor kunstneriske. Albummet har taget sin form fra LP'ens muligheder.(og sidenhen cd'en) først to gange 26 minutter (eller hvor lang tid de nu varer) og sidenhen 77 minutter.

Det er en underlig logik at sige, at et album skal vare lige omkring en time. Det eneste resultat er, som du påpeger, at man ofte ender med en håndfuld fyldnumre, som man glædeligt vil skip'e, hvis man kan.
Selvfølgelig er der mange album, der hænger sammen tematisk eller bare har gode numre for alle pengene, men det er ikke normen.

Jeg håber inderligt at albumformattet fases ud, med den forhåbentlige død af cd'en og vinylen, så kunstnerne ikke skal føle sig bundet af nogle underlige tidsbegrænsninger i forhold til udtryk.

[Fabbe]

[quote="Martin"][/quote]

Du tillægger mig en masser af holdninger, antagelser og motiver, jeg ikke engang anede, jeg selv havde. Eller rettere sagt, du tager fejl virkelig mange gange og læser spøgelsesting mellem linjerne, som slet ikke står der.

Jeg er ikke så forpulet romantisk, som du automatisk antager mig for at være, bare fordi det hører til tiden at romantisere vinylen.

Rock lyder helt sikkert glimrende på andre formater end LP. Jeg prøver bare at forklare, hvorfor LP og rock hænger så meget sammen.

Musik, der bekender sig til rocktradition kan sagtens være nyt, helt anderledes og fremadskuende.

Jeg har slet ikke glemt eller prøver at glemme det faktum, at LP'en var resultatet af en teknologisk udvikling, og jeg tilføjer gerne, at det er en brandkommerciel opfindelse. Men masser af kunstnere har taget formatet til sig, som den form, man fyldte værker i. Det er for musikeren, hvad lærredet er for maleren og manegen for en cirkushest.

Så er mine generaliseringer om jazz og klassisk for øvrigt ikke spor underlige. Jeg ville sige, at LP-formatet lever, ja, men mest kun inden for et smalt udvalg af genrer, og det er de genrer, som har en særlig tilknytning til formatet. Alt andet skal bare bruge det sidste nye format, som mest effektivt distribuerer musikken, og det går MP3 så glimrende.

Derfor ser jeg en fremtid, som består af digitale filformater som det absolut væsentligste distributionsformat samt en fremtid for vinylpladen som et lille nicheområde. CD'en ryger i svinget, fordi det er et digitalt distributionsformat, som er en dårlig kopi af LP'ens virkemidler og en langsommere måde at distribuere (100 cd'er i en papkasse fra en cd-fabrik til en pladebutik og videre til kunden) et digitalt format end MP3 på Internet.

Vinylen er ikke nødvendigvis nogen tidsmæssig spændetrøje. Der er plads til rigeligt med musik på en LP, og den kan også laves dobbelt og tredobbelt. Interessant er det, at kunstnere i stigende grad udgiver EP-plader og andre udgivelser i kortere længde end albums og sælger dem tilsvarende til lavere priser end albums. Det gør de vel fordi, det ikke længere giver samme mening, kun at udgive en plade, når man har materiale nok til et helt album, men kan gøre det, når man synes, man har for eksempel 20-30 gode minutter i en sammenhæng, og dermed slipper man også for at prakke elendige fyldnumre på køberne.

[Martin]

Jeg undskylder naturligvis, hvis jeg tillægger dig holdninger, du ikke mener, du giver udtryk for.

Jeg er dog bare ikke enig i din vurdering af rock og LP, som dybt forbundne. De er fra samme tid, men der tror jeg også sammenhængen hører op. Specielt som rock udvikler sig, er LP'en da en hæmsko i eksempelvis 70'erne. Jeg er ret sikkert på at Pink Floyd gerne ville have lov til at flå sig i deres musikalske abe over 4 gange 3 timer, hvis det var muligt.
Og det er altså at romantisere når man sammenligner lærredet med en lp. Som format er en LP jo utrolig lukket - det kan der jo ikke laves om på. Desuden glemmer du lidt at det er den "pænt" producerede elektroniske musik, der faktisk har været hovedårsag til LP'ens revival. Deraf de kawe typer, som Lindvang så smukt beskrev.

[Bøgehøj]

Diskussionen mellem LP, CD eller digitalformater (mp3) er i mine øjne overflødig, da de tre lydmedier (i dag) for de fleste forbrugeres vedkommende repræsenterer tre "stadier" af musikforbrug.

LP'en er et lige så meget et udtryk for musikkultur, som den er et musikmedie. Rock'n'roll-essensen, DJ-traditioner, albumkonceptet, de fede covers, den til tider lidt knasende lyd er alle "organiske" eksponenter for hvad man elsker ved musik.

CD'en er lidt en hybrid i overgangen til den digitale musikverden. Man prøvede (okay, prøver) at bibeholde alt det lækre fra LP-konceptet med en tilføjelse af laserskarp, digital musikgengivelse. Men CD'en kommer bare ikke til at overleve. For den er nemlig bare alt for både-og. Den er ikke lige så cremet, cool og stilet som en LP og i forhold til en Mp3-samling på en HD, iPod etc. er den klodset, dyr og en repræsentant for en gammeldags opfattelse af musikmedier (albumkonceptet).

Mp3'erne er først nu ved at vinde afgørende indpas på musikmarkedet som et kommercielt alternativ til de "gamle" medier. Dette ikke mindst i kraft af kraftigt øget tilgængelighed gennem iTunes etc. samt fokus på singler fremfor albums (selvom der selvfølgelig stadig laves helstøbte albums, ser man oftere og oftere, at der lægges mere vægt på antallet af hits/singler på en plade end på pladens kvaliteter som helhed).

Bruger man en ryger-metafor (og dét gør jeg gerne!), er LP'en piberygning; Masser af omstændeligheder, men fyldt med kultur. Den er fyldt med oplevelser, men du skal selv være med hele vejen. CD'en er en cigaret: Der er skåret kraftigt ned på besværlighederne, men der er stadig en oplevelse med i købet. Sidst er Mp3'en et stykke nikotintyggegummi. Du får det hit/kick, du leder efter uden irriterende røg, æsker og andet tilbehør, til gengæld er der så forsvundet en masse ting, som man enten gladeligt undværer eller savner af helvede til.

Hvor jeg selv står, er jeg ikke helt sikker på. Jeg har ikke noget pladespiller mere og vinylsamlingen er (undtaget eksemplarer af kraftig affektionsværdi) overdraget til min lillebror (nørden i mig vil have både pladespiller og samling igen). Jeg har masser af CD'er, som jeg er glad for og hører relativt ofte. Jeg har en PC proppet med musik, som er fantastisk til festlige lejligheder, samt en Mp3-afspiller til bus/tog/vade rundt-brug.

Det eneste, der bekymrer mig, er hvor musikken og især musikkvaliteten er på vej hen? Kan huske at jeg læste en artikel om Flemming Rasmussen og hans Sweet Silence studie (bl.a. de første Metallica-skiver). Studiet lukker ned fordi kvarteret skal by-fornyes eller noget og åbner ikke igen andetsteds. Argumentet? For det første var omsætningen raslet ned de sidste år (for lidt pladesalg, for mange amatørproduceringer i hjemmestudier?) og for det andet (og det er det der er lidt uhyggeligt) sagde Rasmussen, at han ikke gad sidde og svede over små detaljer på en produktion til langt ud på natten, for at folk kunne høre musikken på en mobiltelefon. Og han har jo ret.

Spørgsmålet er, om der er plads til Hi-fi-nørderi i Kbps, eller om LP'en (og CD'en) er værd at heppe på?

Desuden glemmer du lidt at det er den "pænt" producerede elektroniske musik, der faktisk har været hovedårsag til LP'ens revival. Deraf de kawe typer, som Lindvang så smukt beskrev.

Det er så ikke helt rigtigt. Nogle af de genrer, hvor vinylen virkeligt har en revival er garagerock, støjrock og punk.

[Elegia]

Albummet - som vi kender det i dag med fx 12 sange - er uden tvivl ved at udspille sin relevans blandt de af musikverdenens personager, som anser sig selv for kunstnere og ikke bare produkter af en latterlig kultur eller et ditto pladeselskab.

Allerede nu forsværger diverse (primært uafhængige) rockbands nogensinde at ville udgive albums igen, da disse i virkeligheden betyder, at de udgiver to-tre sange til iPod'en og ti til glemmebogen.

Jeg ved ikke, hvad der rent teknisk er i støbeskeen, men med de nuværende koncepter vil fx EP'er og konceptuelt opbyggede albums uden tvivl vinde mere frem.

Om man så kommer til at opdage det for skoven af stædigt udspyttede Britney-albums skåret efter klassisk læst, er en anden snak.

P.S.: Jeg har fuld respekt for, at folk som Fabbe hylder (romantiserer?) plade-konceptet, men i min verden foretrækker jeg dog, at det "skrat" der er ved afspilning er udtænkt af kunstneren/kunstnerne selv - og ikke den måde, jeg afspiller min musik på.

[astonvilla]

Nu vi taler om gamle skiver - så har jeg fået støvet min gamle skæring med Carcass - "Necroticism: Descanting the Insalubrious" af.

Den har efterhånden 18 år på bagen (tiden flyver!!), men den holder bare så ufatteligt meget. Har ligget fast i min bil (CD-versionen altså) i 2 uger nu. Man glæder sig helt til at køre på arbejde.

Jeg ELSKER den skive....

[Steve-Dave]

Nu vi taler om gamle skiver - så har jeg fået støvet min gamle skæring med Carcass - "Necroticism: Descanting the Insalubrious" af.

Den har efterhånden 18 år på bagen (tiden flyver!!), men den holder bare så ufatteligt meget. Har ligget fast i min bil (CD-versionen altså) i 2 uger nu. Man glæder sig helt til at køre på arbejde.

Jeg ELSKER den skive....

Du virker ikke som den gennemsnitlige advokat. Jeg har svært ved at tro, at de advokater, jeg har kontakt til, sidder og knalder ud til Carcass på vej til arbejde. Arbejder du tilfældigvis for et ondt firma, der vil overtage verdensherredømmet? Hvis ja; kender du en HR medarbejder, jeg kan sende en jobansøgning til?

[astonvilla]

Nu vi taler om gamle skiver - så har jeg fået støvet min gamle skæring med Carcass - "Necroticism: Descanting the Insalubrious" af.

Den har efterhånden 18 år på bagen (tiden flyver!!), men den holder bare så ufatteligt meget. Har ligget fast i min bil (CD-versionen altså) i 2 uger nu. Man glæder sig helt til at køre på arbejde.

Jeg ELSKER den skive....

Du virker ikke som den gennemsnitlige advokat. Jeg har svært ved at tro, at de advokater, jeg har kontakt til, sidder og knalder ud til Carcass på vej til arbejde. Arbejder du tilfældigvis for et ondt firma, der vil overtage verdensherredømmet? Hvis ja; kender du en HR medarbejder, jeg kan sende en jobansøgning til?

Mjaah, ondt og ondt - personlig er jeg da i hvert fald mindre ond når jeg møder tidligt om morgenen efter jeg har raset ud til 25 min. Carcass, Obituary, Cannibal Corpse, Morbid Angel, Death eller lignende gammelt kræs for kendere. Tror jeg mine omgivelser sætter pris på dette (og med et lille barn i huset er det udelukket at smække igennem derhjemme - min Cerwin Vega'er spiller udelukkende Bamse/Kylling og andet lækkert disse dage - så bilen er det eneste musikalske fristed).
Du er velkommen til at ligge en ansøgning via PB - haha...

[tegner]

Mjaah, ondt og ondt - personlig er jeg da i hvert fald mindre ond når jeg møder tidligt om morgenen efter jeg har raset ud til 25 min. Carcass, Obituary, Cannibal Corpse, Morbid Angel, Death eller lignende gammelt kræs for kendere. Tror jeg mine omgivelser sætter pris på dette (og med et lille barn i huset er det udelukket at smække igennem derhjemme - min Cerwin Vega'er spiller udelukkende Bamse/Kylling og andet lækkert disse dage - så bilen er det eneste musikalske fristed).
Du er velkommen til at ligge en ansøgning via PB - haha...

Sæt du bare musikken på derhjemme også,....jeg har en knægt på 5 år, og at se ham midt på stuegulvet, mens "REIGN IN BLOOD" tordner ud af højtalerne, fremtvinger sgu et lille stolt smil fra faren.

Han siger selv, at det er "drengemusik" mens han udfører noget, der minder om en enmands mosh pit.......

PS: du skal ha nogle andre højtalere..!!

[Kenneth K]

Wow, en velformuleret og velargumenteret debat på Debatsiden. Den om LP'en altså... Det er ikke hvert år, man ser sådan én. Ros til debattørerne.

Personligt går jeg og lytter en del til The Whitest Boy Alive - med norske Erlend Øye kendt fra Kings of Convenience i front - for tiden. Dels fordi det er fremragende musik, dels fordi jeg overvejer at tage ned og se dem på Train til april og dels fordi de udsender et nyt album til marts.

The Whitest Boy Alive - Burning
The Whitest Boy Alive - Golden Cage
The Whitest Boy Alive - Fireworks
Og den første single fra deres nye plade kan findes på deres MySpace: http://www.myspace.com/thewhitestboyalive ... Det er "Island".

[Martin]

Wow, en velformuleret og velargumenteret debat på Debatsiden. Den om LP'en altså... Det er ikke hvert år, man ser sådan én. Ros til debattørerne.

Personligt går jeg og lytter en del til The Whitest Boy Alive - med norske Erlend Øye kendt fra Kings of Convenience i front - for tiden. Dels fordi det er fremragende musik, dels fordi jeg overvejer at tage ned og se dem på Train til april og dels fordi de udsender et nyt album til marts.

The Whitest Boy Alive - Burning
The Whitest Boy Alive - Golden Cage
The Whitest Boy Alive - Fireworks
Og den første single fra deres nye plade kan findes på deres MySpace: http://www.myspace.com/thewhitestboyalive ... Det er "Island".

Erlends DJ-Kicks kan på det kraftigste anbefales (En plade jeg i øvrigt har på vinyl):

[Kenneth K]

Wow, en velformuleret og velargumenteret debat på Debatsiden. Den om LP'en altså... Det er ikke hvert år, man ser sådan én. Ros til debattørerne.

Personligt går jeg og lytter en del til The Whitest Boy Alive - med norske Erlend Øye kendt fra Kings of Convenience i front - for tiden. Dels fordi det er fremragende musik, dels fordi jeg overvejer at tage ned og se dem på Train til april og dels fordi de udsender et nyt album til marts.

The Whitest Boy Alive - Burning
The Whitest Boy Alive - Golden Cage
The Whitest Boy Alive - Fireworks
Og den første single fra deres nye plade kan findes på deres MySpace: http://www.myspace.com/thewhitestboyalive ... Det er "Island".

Erlends DJ-Kicks kan på det kraftigste anbefales (En plade jeg i øvrigt har på vinyl):

Jeg vidste ikke, at han havde lavet en DJ-Kicks album, men det må jeg da lige give et lyt.

Daddy Gs (Massive Attack) og Hot Chips DJ-Kicks er ret fede, synes jeg. Men jeg vidste som sagt ikke at Erlend havde lavet et.

[Simon-RS]

Daddy Gs (Massive Attack) er ret fed, synes jeg.

Uden tvivl en af de dygtigste!