Jeg føler en eller anden uforståelig trang til at forklare mig og forsvare mig selv og min holdning, og på samme tid er jeg enig med en lang række debattører og uenig med andre. Og endda både enig og uenig med de samme
Min historik siger 25 år i Aalborg (afbrudt af et par korte udlandsophold), 4 år i Århus og de seneste 10 år i København/Nordsjælland. Jeg elsker som sagt Kbh og jeg vender aldrig tilbage til Jylland. Der er der flere årsager til - både at mine gamle venner fra 9000 bor her og ikke mindst fordi, jeg har mine børn her. Med andre ord hele mit netværk. Det eneste netværk, jeg har i Aalborg er min familie og nogle enkelte ganske perifære venner. Mine forældre har efterhånden været i Kbh mange gange, men resten, der måske ikke lige er så "berejste" synes, at københavnere er nogen mærkelige nogen, der tror at de er så kloge og smarte. De fatter slet ikke, hvad jeg laver herovre.
Det kan jeg slet ikke have med at gøre, og den mentalitet og mangel på åbenhed og tolerance er også årsag til, at jeg aldrig kommer tilbage.
Når det er sagt, så er jeg stolt af at være fra Aalborg, og jeg kunne aldrig finde på at skjule det for nogen. Jeg taler jysk og holder med AaB - sådan er det. Og DET bliver aldrig anderledes. Jeg får altid en klump i halsen, når man kommer over bakken på motorvejen ved Støvring og Aalborgs skyline rejser sig i horisonten...
Jeg kan nikke genkendende til Lindvangs indlæg om, at københavnere skal passe meget på i det jyske, hvorimod jyder i Kbh (med mindre du tager på en meget lokal bodega, som Fabbe siger) bliver modtaget med åbenhed og venlighed. Selvfølgelig er der masser af jydejokes, men hvis man bare smiler og giver en sviner tilbage, så er isen ligesom brudt. Jeg er i hvert fald altid blevet godt modtaget...



