Indlæg
af Henriksen » 3. dec 2012, 20:35
I ren og skær velspillet fodboldkamp, så står AaB-FCK fra 1999 for mig som noget af det mest medrivende, og ikke mindst med den vanvitttige dobbelt-Ståle-afslutning. At AaB-Agf i efteråret 1995 (mener jeg) var lige så medrivende, kan man ikke bruge til meget, da AaB tabte 4-2.
Største ekstase faktor for mig, var stadigvæk 25/10-1995 da Jens Madsen på Grønkjærs oplæg sender klatten i nettet omkring de døende minutter af 2.halveg i CL-hjemmekampen mod Panathinaikos til slutresultatet 2-1. Der var der dælme også omfavnelser af den der bare stod nærmest, og jeg vil stadig vælge at tro, at jubelbrølet kunne høres syd for Ækvator.
Som rendyrkede legendariske AaB-kampe kommer man selvklart dog ikke uden om 4-1 over Brøndby i 1994 og den smukke euforiske Guldkamp mod Agf i det herrens år 1995. Den dag, juni-måned til trods, gik blæsten frisk over Limfjorden, Erik Bo scorede mål med lige dele mulige og umulige kropsdele for 22., 23. og 24. gang den sæson, inden Høghen lukkede og slukkede, og samtidig startede for en guldfest, der vel aldrig har fået en Metax-stråhat til at se smukkere ud på Ib Simonsen, og på en dag hvor selv Thomas Gill kunne smile.
Stemingsmæssigt var Sampdoria-kampen afgjort også noget særligt. Aldrig har en 0-0 kamp været smukkere, og kulden til trods, så kunne den der særlige gåsehud på armene stadig mærkes hver gang klapssalverne bølgede ned over spillerne, ved bare den mindste aktion der fik det til at gå imod spaghettieren. Eneste kamp hvor indkast og clearinger blev fejret som havde vi vundet CL, og begyndelsen til en stor Europa-ære for det smukke røde hold.
Madsen er Jesus og Høghen han er Gud...