Jeg tror stadig på en løsning. Jeg kan selv med min bedste fantasi ikke forestille mig, at de stridende parter (når det kommer til stykket) er interesseret i at bombe dansk fodbold tilbage til middelalderen. Her kan klokken både være den værste fjende og ven. Tik-tak!
Når det så er sagt, så har konflikten allerede haft sine omkostninger. Mest af alt for de tre hold i Europa, hvor forberedelserne umuligt kan have været optimale med et fokus der er delt mellem det sportlige og uvisheden om hvad udfaldet af konflikten bliver. Skal vi spille...eller? Det er i sig selv dybt frustrerende både for trænerteam, spillerne og klubben. Samtidig er der selvfølgelig også udfordringerne på de indre linjer. Som i alle konflikter er der nogle der står stejlt og andre der føler sig tvunget til at være solidariske. Alt er næppe fryd og gammen i de danske omklædningsrum for tiden.
Tillader man sig et kort øjeblik, at kigge ud over hvad der er ens ret som spiller, så er situationen for os rent ud sagt noget lort (skulle katastrofen altså ske). Vi er en klub der for ganske kort tid siden stod med mere end den ene støvle i fodboldgraven – både sportslig og økonomisk. Det har vi nærmest mirakuløst formået at vende på hovedet. Både på grønsværen og på direktionsgangen. For første gang i lang, lang tid er der tegn i sol, stjerne og måne på, at vores økonomi balancerer og der ikke blot er tale om endnu en ”vi forventer, at gå i nul næste år" udmelding. Hvor utopisk det end lyder, så er troen i det nordjyske på en ansvarlig ledelse og en bæredygtig økonomi absolut til stede. På banen har vi skabt intet mindre end en sensation og et af de mest opsigtvækkende comebacks i dansk fodboldshistorie. Ikke blot med et totalt uventet mesterskab, men også den umulige Pokaltitel. Det er primært gjort med unge spillere og spillere fra egne rækker og med en filosofi og spillestil som imponerer selv vores landstræner. Nu står vi så snublende nær en sportslig og økonomisk mulighed, som reelt ingen ved om vi nogensinde kommer i nærheden af igen. En kæmpe oplevelse for spillerne og en oplevelse som mange af dem næppe hverken havde drømt eller troet på de nogensinde skulle opleve i karrieren. AaB, deres arbejdsplads, kan ikke blot høste fint besøg fra det store udland igen og fansene kan atter annoncere "Welcome to hell", men der kan bygges ikke blot en, men flere etager på det økonomiske fundament som kan være med til ikke kun at sikre klubbens økonomi langt ud i fremtiden, men samtidig fodre drømmen om flere eksotiske oplevelser for spillerne når de løber rundt på et vindblæst stadion blandt 2600 tilskuere en november aften i Haderselv. Solidaritet handler ikke kun om hvad man har ret til, men også om forpligtigelser og når røgen har lagt sig, er det stadig klubben og fansene der er hjerteblodet. Det er mit beskedne håb, at det lod også ligger på vægtskålen når den endelig beslutning skal træffes om der skal spilles fodbold eller ej.
