Største AaB live-oplevelse

[Fabbe]

Det var en anden tid og en anden verden, da man bare lige hentede en angriber i Asaa, som lystrede navnet Fido.

Det nærmeste skulle lige være en knejt fra Aalestrup, som hedder Dalle.

[Fabbe]

Jeg har lige læst skænderiet mellem Bak & Bak, som står stejlt over for hinanden.

Jeg synes begge dele. Det var bedre i gamle dage og det er bedre i dag.

Før ombygningen omkring nytår 1995 havde vi en herlig billig langside, hvor de fleste tilskuere søgte hen, især de mest medlevende og engagerede. På modsatte langside sad de fine ned. Målendetribunerne blev mest fyldt op, når der var pladsmangel på langsiden, og de der frivilligt foretrak målenderne, selv om der var god plads på langsiden, var typisk fodboldnørder i ens træningsdragter fra de lokale fodboldklubber i oplandet.

Det virker omvendt i forhold til dagens forhold, men det var som om, at folk i målenderne kom for at tie stille og se fodbold, mens folk på langsiden kom for at larme som en billig langside. Groft sagt drak langsiden øl, mens målenderne drak sodavand.

På langsiden er man anderledes nærværende i forhold til spilopbygningen og nærkampene på midtbanen, end man er bag målet. Til gengæld er man ikke så nærværende i de målfarlige situationer. Derfor lyder det markant anderledes, når de mest engagerede tilskuere står på midten af langsiden. Det meste fodbold foregår på midten.

Den billige langside var stadig meget livlig og engageret efter at de forbandede stole blev sat op. Det var stadig ligaens mest medlevende siddepladslangside. Taget lå lavt over publikums hoveder og skabte en intens atmosfære. Men efter ombygningen 2000-2001 døde langsiden fuldstændig. Så var det som om, at barnet røg ud med badevandet. Fortæller man sit publikum, at de er kunder, som bare skal sætte sig ned og se underholdningen, så fremelsker man en passiv kultur, der ikke tilfører begivenheden noget særligt.

[Køllen I Møllen]

Men stemningen var mere ægte/autentisk/impulsiv i gamle dage. Der var tryk på når der var gang i den i modsætning til idag hvor man bare kan høre monotone jungletrommer konstant. For mig er det en skrækkelig udvikling.

[Fabbe]

Det skrækkelige består ikke så meget i, hvad der foregår af larm, men det der ikke foregår. At folk på langsiden er så sørgelige til at leve sig ind i kampen, at man snart tror, det er Aalborg Teater, man er i. Og så er aktiviteterne bag målet måske for snævert og magter ikke at inkludere så mange omkring sig, og det skal stemningsmotoren blive bedre til.

[Klaus]

Det skrækkelige består ikke så meget i, hvad der foregår af larm, men det der ikke foregår. At folk på langsiden er så sørgelige til at leve sig ind i kampen, at man snart tror, det er Aalborg Teater, man er i. Og så er aktiviteterne bag målet måske for snævert og magter ikke at inkludere så mange omkring sig, og det skal stemningsmotoren blive bedre til.

Jeg synes det er for simpelt at sige, at der ingen stemning er på langsiden. Det er rigtigt, hvis man med stemning mener sang. Men når det handler om at lægge pres på dommeren synes jeg nu stadigvæk Nordtribunen kan give den pænt med gas. Især på midten og ned mod Spar Nord er publikum ganske engagerede.

[Henriksen]

Men stemningen var mere ægte/autentisk/impulsiv i gamle dage. Der var tryk på når der var gang i den i modsætning til idag hvor man bare kan høre monotone jungletrommer konstant. For mig er det en skrækkelig udvikling.

Kunne ikke være mere enig

[leinaD]

Jeg vil da lige byde ind med mine bedste AaB-minder.

Kampe:

AaB - Sampdoria 07'. Elektrisk stemning på Aalborg Stadion. Selv sponsortribunen ville lege med.
AaB - Getafe 07'. Lidt det samme. Mageløst stemningsniveau.
AaB - Villarreal 08'. Dues mål giver stadig kuldegysninger at tænke tilbage på.
AaB - Deportivo 09'. Ingen havde forventet en ski', men spanierne fik sgu en fodboldlektion dén aften.
AaB - Manchester City 09'. De sidste 10 minutter. Wow!

Jeg mener ikke at erindre, at jeg har haft en "ud af kroppen oplevelse" med AaB i Superliga-regi. Det skal da lige være to nedenstående eksempler i de respektive mesterskabsæsoner.

Mesterskaber:

Mesterskabet 99'. 3-3 kampen mod Lyngby sidder stærkt i erindringen, selvom jeg kun var 10 år.
Mesterskabet 08'. 2-0 kampen mod Brøndby var på en eller anden måde magisk.

Så vil jeg lige nævne Siyabonga Nomwethe. På sine bedste dage, tror jeg ikke, jeg har set noget bedre på Aalborg Stadion. Han var et trækplaster for undertegnede. Jeg elskede simpelthen at se ham trylle med bolden. Til Sidst var oplevelsen med Augos kontraktforlængelse på grønsværen, efter OB-kampen 08' også en spøjs oplevelse.

[FlæskeFrank]

Jeg købte guldDVD'en i 2008. En gang imellem ryger den på tv'et. Det er utroligt hvilken spiller Nomvethe var.

[Hovedet]

Jeg vil i forlængelse af diskussionen om stemning/manglende stemning på Aalborg Stadion fremhæve denne liveoplevelse: Toto Cup - kampen mod Saarbrücken tilbage i juli 1992, hvor AaB i øvrigt vandt 2-1 på mål af Frank Pingel, der af for længst glemte årsager gæsteoptrådte på AaBs hold ved den lejlighed.

Det var første gang nogensinde, at der var organiseret stemning på Aalborg Stadion - her defineret som tilstedeværelsen af en gruppering, der uafhængigt af begivenhederne på grønsværen afsang fansange og optrådte i det, vi i dag kalder fangear. Det var noget helt nyt; ikke bare i Aalborg, men i hele landet. Det var indtil da kun børn og udviklingshæmmede, der mødte op med flag, halstørklæder o.l., og jeg tror slet ikke, det var muligt at erhverve sig en AaB-trøje på det tidspunkt.

[Køllen I Møllen]

Jeg vil i forlængelse af diskussionen om stemning/manglende stemning på Aalborg Stadion fremhæve denne liveoplevelse: Toto Cup - kampen mod Saarbrücken tilbage i juli 1992, hvor AaB i øvrigt vandt 2-1 på mål af Frank Pingel, der af for længst glemte årsager gæsteoptrådte på AaBs hold ved den lejlighed.

Det var første gang nogensinde, at der var organiseret stemning på Aalborg Stadion - her defineret som tilstedeværelsen af en gruppering, der uafhængigt af begivenhederne på grønsværen afsang fansange og optrådte i det, vi i dag kalder fangear. Det var noget helt nyt; ikke bare i Aalborg, men i hele landet. Det var indtil da kun børn og udviklingshæmmede, der mødte op med flag, halstørklæder o.l., og jeg tror slet ikke, det var muligt at erhverve sig en AaB-trøje på det tidspunkt.

Frank Pingel var på prøve og vi var alle meget skuffede over at der ikke blev skrevet kontrakt.

Mht tilskuerne så var vi flere der havde udstyr på helt tilbage fra 1990.

[Hovedet]

Jeg vil i forlængelse af diskussionen om stemning/manglende stemning på Aalborg Stadion fremhæve denne liveoplevelse: Toto Cup - kampen mod Saarbrücken tilbage i juli 1992, hvor AaB i øvrigt vandt 2-1 på mål af Frank Pingel, der af for længst glemte årsager gæsteoptrådte på AaBs hold ved den lejlighed.

Det var første gang nogensinde, at der var organiseret stemning på Aalborg Stadion - her defineret som tilstedeværelsen af en gruppering, der uafhængigt af begivenhederne på grønsværen afsang fansange og optrådte i det, vi i dag kalder fangear. Det var noget helt nyt; ikke bare i Aalborg, men i hele landet. Det var indtil da kun børn og udviklingshæmmede, der mødte op med flag, halstørklæder o.l., og jeg tror slet ikke, det var muligt at erhverve sig en AaB-trøje på det tidspunkt.

Frank Pingel var på prøve og vi var alle meget skuffede over at der ikke blev skrevet kontrakt.

Mht tilskuerne så var vi flere der havde udstyr på helt tilbage fra 1990.

Jeg kan bare ikke huske, at der før 1992 (på hjemmebane) var eksempler på den organiserede stemning, vi kender fra i dag; altså tilskuere med piber, trommer og sange og alt det dér. Tilskuertallet var vel omtrent identisk med det, der findes i dag, og tilskuerne udgjorde en meget mere homogen masse, hvor kun den enlige siddetribune skilte sig en smule ud fra det øvrige publikum. Som andre er inde på, opfattede jeg dengang stemningen som meget mere afhængig af begivenhederne på banen. Hvis kampen var dårlig/kedelig, skete der enten det, at folk buhede af AaB, eller - som oftest - at tilskuerne hengav sig til den berømte mumlestemning, hvor kampen nærmest blev glemt, og man i stedet sad og smalltalkede med sidemanden. Mumlestemningen findes også i dag, men ødelægges i nogen grad af de organiserede stemningsskabere bag mål.

Jeg husker også, at man frit kunne bevæge sig rundt på stadion, siddetribunen undtaget hvor man vist skulle erlægge en tier for at få tildelt adgang. Dengang opholdt jeg mig altid på ståtribunen på langsiden med mine kammerater, og i pausen bevægede vi os altid ned i den anden ende af tribunen for at være tættere på modstanderens mål. Der skulle være rigtig mange tilskuere (+ 15.000), før den manøvre blev besværliggjort. I dag er det langt vanskeligere at bevæge sig rundt uanset tilskuertal. Desuden var det en smal sag at få adgang til stadion.

Man gik blot hen til en af køerne ved tælleapparaterne, lagde en sjat penge, og kom ind. Og det med en sjat penge skulle tages helt bogstaveligt, for jeg og mine kammerater kom uden undtagelse ind til børnepris, til vi var i starten af tyverne! Det krævede såmænd blot, at man stillede sig op i børnekøen - ak ja, den verden fik en ende i 1994, da stadion fik sin første ombygning, og hele entresystemet blev forandret. Og i vid udstrækning til det værre - det virker langt mere bøvlet at komme ind i dag end i gamle dage.

For at vende tilbage til den organiserede stemning: Jeg er ret overbevist om, at lige præcis den i øvrigt ligegyldige kamp mod Saarbrücken markerede begyndelsen på organiserede stemningstiltag. Ikke bare i Aalborg, men i hele landet. Vi skal også huske på, at AaB dengang havde landets højeste tilskuertal på hjemmebane og fremstod som Danmarks ultimative fodboldby. Brøndby og andre klubber fulgte først i årene derefter.

[Meelsen]

Kampen mod Brøndby i pokalsemifinalen 2004, vil altid optræde i undertegnedes bevidsthed som en særlig kamp. Jeg startede først med at tage alene på stadion omkring slutningen af 2002 og havde aldrig oplevet en mere elektrisk stemning end der var til dén kamp. Jeg husker at kunne mærke betonen hoppe under mine fødder og i front havde vi to af mine helt store favoritter i angrebet gennem min tid som AaB-fan. Både David og Lundberg prikkede den i rusen under kampen og særligt Lundberg's lob-mål i 2. halvleg står som et af de mere mindeværdige mål i min tid på tribunen.



Jeg har et lidt ambivalent forhold til det faktum at Brøndby er blevet så ringe som de er. I mine spæde år på tribunen var kampene mod Brøndby virkelig noget specielt, fordi man vidste at vi altid skulle oppe os for at vinde. Den kunne ikke bare køres hjem på rutinen og spillerne var nødt til at give sig fuldt ud. Dette var medvirkende til at tribunen nærmest kogte over de gange de pis-gule kom til byen og ikke som nu, hvor det som regel bare er 'another day at the office'.

Karnevalskampen i 2005 er også et godt eksempel på en af de der helt vilde kampe mod Brøndby. Et fuldstændig pakket stadion hvor alle var helt skudt afsted efter at have drukket siden den lyse morgen. Så vidt jeg husker lå vi til at tage bronzen og vi kunne fravriste Brøndby overhånden i mesterskabskampen med en sejr. Bræmer var fuldstændig on fire dét forår, bankede kasser ind på stribe og denne kamp var ingen undtagelse med to kasser fra DK's største Oasis-fan, hvilket bragte ham op på 8 mål i hans seneste 5 kampe. Utrolig medrivende kamp, som desværre sluttede 3-3 efter at Brøndby havde succes med at lave 'en Gravgård' og smide Agger på toppen den sidste halve time.

[Patmand]

Jeg vil i forlængelse af diskussionen om stemning/manglende stemning på Aalborg Stadion fremhæve denne liveoplevelse: Toto Cup - kampen mod Saarbrücken tilbage i juli 1992, hvor AaB i øvrigt vandt 2-1 på mål af Frank Pingel, der af for længst glemte årsager gæsteoptrådte på AaBs hold ved den lejlighed.

Det var første gang nogensinde, at der var organiseret stemning på Aalborg Stadion - her defineret som tilstedeværelsen af en gruppering, der uafhængigt af begivenhederne på grønsværen afsang fansange og optrådte i det, vi i dag kalder fangear. Det var noget helt nyt; ikke bare i Aalborg, men i hele landet. Det var indtil da kun børn og udviklingshæmmede, der mødte op med flag, halstørklæder o.l., og jeg tror slet ikke, det var muligt at erhverve sig en AaB-trøje på det tidspunkt.

Frank Pingel var på prøve og vi var alle meget skuffede over at der ikke blev skrevet kontrakt.

Mht tilskuerne så var vi flere der havde udstyr på helt tilbage fra 1990.

Du var ikke barn tilbage i 1990?

Der er lige pludselig nogle ting der falder i hak...

[Martin Bak]

Jeg vil i forlængelse af diskussionen om stemning/manglende stemning på Aalborg Stadion fremhæve denne liveoplevelse: Toto Cup - kampen mod Saarbrücken tilbage i juli 1992, hvor AaB i øvrigt vandt 2-1 på mål af Frank Pingel, der af for længst glemte årsager gæsteoptrådte på AaBs hold ved den lejlighed.

Det var første gang nogensinde, at der var organiseret stemning på Aalborg Stadion - her defineret som tilstedeværelsen af en gruppering, der uafhængigt af begivenhederne på grønsværen afsang fansange og optrådte i det, vi i dag kalder fangear. Det var noget helt nyt; ikke bare i Aalborg, men i hele landet. Det var indtil da kun børn og udviklingshæmmede, der mødte op med flag, halstørklæder o.l., og jeg tror slet ikke, det var muligt at erhverve sig en AaB-trøje på det tidspunkt.

Frank Pingel var på prøve og vi var alle meget skuffede over at der ikke blev skrevet kontrakt.

Mht tilskuerne så var vi flere der havde udstyr på helt tilbage fra 1990.

Jeg kan bare ikke huske, at der før 1992 (på hjemmebane) var eksempler på den organiserede stemning, vi kender fra i dag; altså tilskuere med piber, trommer og sange og alt det dér. Tilskuertallet var vel omtrent identisk med det, der findes i dag, og tilskuerne udgjorde en meget mere homogen masse, hvor kun den enlige siddetribune skilte sig en smule ud fra det øvrige publikum. Som andre er inde på, opfattede jeg dengang stemningen som meget mere afhængig af begivenhederne på banen. Hvis kampen var dårlig/kedelig, skete der enten det, at folk buhede af AaB, eller - som oftest - at tilskuerne hengav sig til den berømte mumlestemning, hvor kampen nærmest blev glemt, og man i stedet sad og smalltalkede med sidemanden.

Og alligevel findes der mennesker som i fuldt alvor mener at stemningen var mere ægte dengang....




mlestemningen findes også i dag, men ødelægges i nogen grad af de organiserede stemningsskabere bag mål.

Jeg husker også, at man frit kunne bevæge sig rundt på stadion, siddetribunen undtaget hvor man vist skulle erlægge en tier for at få tildelt adgang. Dengang opholdt jeg mig altid på ståtribunen på langsiden med mine kammerater, og i pausen bevægede vi os altid ned i den anden ende af tribunen for at være tættere på modstanderens mål. Der skulle være rigtig mange tilskuere (+ 15.000), før den manøvre blev besværliggjort. I dag er det langt vanskeligere at bevæge sig rundt uanset tilskuertal. Desuden var det en smal sag at få adgang til stadion.

Man gik blot hen til en af køerne ved tælleapparaterne, lagde en sjat penge, og kom ind. Og det med en sjat penge skulle tages helt bogstaveligt, for jeg og mine kammerater kom uden undtagelse ind til børnepris, til vi var i starten af tyverne! Det krævede såmænd blot, at man stillede sig op i børnekøen - ak ja, den verden fik en ende i 1994, da stadion fik sin første ombygning, og hele entresystemet blev forandret. Og i vid udstrækning til det værre - det virker langt mere bøvlet at komme ind i dag end i gamle dage.

For at vende tilbage til den organiserede stemning: Jeg er ret overbevist om, at lige præcis den i øvrigt ligegyldige kamp mod Saarbrücken markerede begyndelsen på organiserede stemningstiltag. Ikke bare i Aalborg, men i hele landet. Vi skal også huske på, at AaB dengang havde landets højeste tilskuertal på hjemmebane og fremstod som Danmarks ultimative fodboldby. Brøndby og andre klubber fulgte først i årene derefter.

[Hovedet]

[Jeg kan bare ikke huske, at der før 1992 (på hjemmebane) var eksempler på den organiserede stemning, vi kender fra i dag; altså tilskuere med piber, trommer og sange og alt det dér. Tilskuertallet var vel omtrent identisk med det, der findes i dag, og tilskuerne udgjorde en meget mere homogen masse, hvor kun den enlige siddetribune skilte sig en smule ud fra det øvrige publikum. Som andre er inde på, opfattede jeg dengang stemningen som meget mere afhængig af begivenhederne på banen. Hvis kampen var dårlig/kedelig, skete der enten det, at folk buhede af AaB, eller - som oftest - at tilskuerne hengav sig til den berømte mumlestemning, hvor kampen nærmest blev glemt, og man i stedet sad og smalltalkede med sidemanden.

Og alligevel findes der mennesker som i fuldt alvor mener at stemningen var mere ægte dengang....

Den var jo netop mere ægte og autentisk i betydningen "afhængig af begivenhederne på grønsværen". Det er naturligvis også subjektivt, hvad man opfatter som god stemning, og det var heller ikke pointen med mit indlæg. Jeg kan både leve med og uden hamren på piber og trommer og rituelle "olé, olé, olé" - råb ud i den nordjyske aftenhimmel ved stillingen 3-0 til Sønderjyske en mandag aften i regnvejr.

Jeg forsøgte at gengive Aalborg Stadion nogenlunde objektivt, som jeg husker det før diverse ombygninger i midthalvfemserne, og ikke mindst søge oplysninger om, hvornår den organiserede fankultur (defineret tidligere) på godt og ondt tog sin begyndelse. Her mener jeg, at det skete ved TOTO Cup - kampen mod Saarbrücken i juli 1992 igangsat af - hed han vist nok - Daniel Tribler, daværende formand for fanklubben.

[Martin Bak]

[Jeg kan bare ikke huske, at der før 1992 (på hjemmebane) var eksempler på den organiserede stemning, vi kender fra i dag; altså tilskuere med piber, trommer og sange og alt det dér. Tilskuertallet var vel omtrent identisk med det, der findes i dag, og tilskuerne udgjorde en meget mere homogen masse, hvor kun den enlige siddetribune skilte sig en smule ud fra det øvrige publikum. Som andre er inde på, opfattede jeg dengang stemningen som meget mere afhængig af begivenhederne på banen. Hvis kampen var dårlig/kedelig, skete der enten det, at folk buhede af AaB, eller - som oftest - at tilskuerne hengav sig til den berømte mumlestemning, hvor kampen nærmest blev glemt, og man i stedet sad og smalltalkede med sidemanden.

Og alligevel findes der mennesker som i fuldt alvor mener at stemningen var mere ægte dengang....

Den var jo netop mere ægte og autentisk i betydningen "afhængig af begivenhederne på grønsværen". Det er naturligvis også subjektivt, hvad man opfatter som god stemning, og det var heller ikke pointen med mit indlæg. Jeg kan både leve med og uden hamren på piber og trommer og rituelle "olé, olé, olé" - råb ud i den nordjyske aftenhimmel ved stillingen 3-0 til Sønderjyske en mandag aften i regnvejr.

Ja ved godt at der er forskellige holdninger til ægte begrebet- for mig er der intet ægte i, at folket på stadion. I start halvfemserne i den grad vendte sig mod den klub de påstår/ påstod at elske, hvis der var den mindste modgang på banen. Publikum var i en årerække et medgangspublikum af værste skuffe - og det er de intet ægte over i min verden

Jeg forsøgte at gengive Aalborg Stadion nogenlunde objektivt, som jeg husker det før diverse ombygninger i midthalvfemserne, og ikke mindst søge oplysninger om, hvornår den organiserede fankultur (defineret tidligere) på godt og ondt tog sin begyndelse. Her mener jeg, at det skete ved TOTO Cup - kampen mod Saarbrücken i juli 1992 igangsat af - hed han vist nok - Daniel Tribler, daværende formand for fanklubben.

[Hovedet]

Som et af flere tilsyneladende bedagede hoveder på disse kanter, vil jeg tillade mig at bevæge mig uden for Superligaregi og pege på 2 store liveoplevelser tilbage i firserne:

juni 1984: AaB-Nørresundby 4-1 (3. division) - jeg skal ikke udtale mig om stemningen ved den lejlighed, men det gjorde i hvert fald indtryk på en stor knægt som mig, at der troppede hele 17.300 tilskuere op til den kamp, der som nævnt udspillede sig i landets tredjebedste række. Som et kuriosum kan nævnes, at AaB det år havde det 3. højeste tilskuergennemsnit (vist nok 5300) i hele landet. 1984 markerede i øvrigt enden på en skrækkelig nedgangsperiode for AaB i tiden efter indførelse af betalt fodbold. AaB gled i 1980 fra 1. division til 3. division på 2 år og var i 1982 såmænd kun 1 point fra at ryge helt ned i Danmarksserien.

16. november 1986: Svendborg-AaB 1-1 (2. division): Denne kamp er for os ægte AaB-fans fra mumlestemningens æra, hvad fluxkondensatoren er for Dr. Emmet Brown i Tilbage Til Fremtiden. AaB vendte tilbage til landets bedste række efter 7 års fravær, der bl.a. - som nævnt ovenfor - indebar 3 år i 3. division, hvoraf det første var tæt på at føre til den tredje degradering i træk. Der var 3600 tilskuere til kampen på Høje Bøge Stadion, hvoraf anslået 3000 var fra Aalborg, og det var ret vildt på det tidspunkt. Henrik Andersen mejslede sig ved den lejlighed med hammerkraft ind i AaBs moderne historie med sit forrygende udlignende mål kort før tid, der sendte AaB tilbage til landets bedste række, hvor de har været uafbrudt siden.

[Køllen I Møllen]

[Jeg kan bare ikke huske, at der før 1992 (på hjemmebane) var eksempler på den organiserede stemning, vi kender fra i dag; altså tilskuere med piber, trommer og sange og alt det dér. Tilskuertallet var vel omtrent identisk med det, der findes i dag, og tilskuerne udgjorde en meget mere homogen masse, hvor kun den enlige siddetribune skilte sig en smule ud fra det øvrige publikum. Som andre er inde på, opfattede jeg dengang stemningen som meget mere afhængig af begivenhederne på banen. Hvis kampen var dårlig/kedelig, skete der enten det, at folk buhede af AaB, eller - som oftest - at tilskuerne hengav sig til den berømte mumlestemning, hvor kampen nærmest blev glemt, og man i stedet sad og smalltalkede med sidemanden.

Og alligevel findes der mennesker som i fuldt alvor mener at stemningen var mere ægte dengang....

Den var jo netop mere ægte og autentisk i betydningen "afhængig af begivenhederne på grønsværen". Det er naturligvis også subjektivt, hvad man opfatter som god stemning, og det var heller ikke pointen med mit indlæg. Jeg kan både leve med og uden hamren på piber og trommer og rituelle "olé, olé, olé" - råb ud i den nordjyske aftenhimmel ved stillingen 3-0 til Sønderjyske en mandag aften i regnvejr.

Jeg forsøgte at gengive Aalborg Stadion nogenlunde objektivt, som jeg husker det før diverse ombygninger i midthalvfemserne, og ikke mindst søge oplysninger om, hvornår den organiserede fankultur (defineret tidligere) på godt og ondt tog sin begyndelse. Her mener jeg, at det skete ved TOTO Cup - kampen mod Saarbrücken i juli 1992 igangsat af - hed han vist nok - Daniel Tribler, daværende formand for fanklubben.

Daniel blev først formand senere. Vel omkring 94? Han var iøvrigt aldrig aktiv mht stemning men mere mht planlægning af busture (oftere bil), medlemsblad mm. Før det var det Morten Brix der var formand.

Romerlysene var det forøvrigt mig der stod for med start omkring '91.

Mit første banner havde jeg med på stadion i '89. Det var et lagen hvorpå jeg med rød maling havde skrevet "AaB". Det hang på langsiden lige ved midterlinien og kan ses på tv-klip fra dengang.

[Hovedet]

[Jeg kan bare ikke huske, at der før 1992 (på hjemmebane) var eksempler på den organiserede stemning, vi kender fra i dag; altså tilskuere med piber, trommer og sange og alt det dér. Tilskuertallet var vel omtrent identisk med det, der findes i dag, og tilskuerne udgjorde en meget mere homogen masse, hvor kun den enlige siddetribune skilte sig en smule ud fra det øvrige publikum. Som andre er inde på, opfattede jeg dengang stemningen som meget mere afhængig af begivenhederne på banen. Hvis kampen var dårlig/kedelig, skete der enten det, at folk buhede af AaB, eller - som oftest - at tilskuerne hengav sig til den berømte mumlestemning, hvor kampen nærmest blev glemt, og man i stedet sad og smalltalkede med sidemanden.

Og alligevel findes der mennesker som i fuldt alvor mener at stemningen var mere ægte dengang....

Den var jo netop mere ægte og autentisk i betydningen "afhængig af begivenhederne på grønsværen". Det er naturligvis også subjektivt, hvad man opfatter som god stemning, og det var heller ikke pointen med mit indlæg. Jeg kan både leve med og uden hamren på piber og trommer og rituelle "olé, olé, olé" - råb ud i den nordjyske aftenhimmel ved stillingen 3-0 til Sønderjyske en mandag aften i regnvejr.

Jeg forsøgte at gengive Aalborg Stadion nogenlunde objektivt, som jeg husker det før diverse ombygninger i midthalvfemserne, og ikke mindst søge oplysninger om, hvornår den organiserede fankultur (defineret tidligere) på godt og ondt tog sin begyndelse. Her mener jeg, at det skete ved TOTO Cup - kampen mod Saarbrücken i juli 1992 igangsat af - hed han vist nok - Daniel Tribler, daværende formand for fanklubben.

Daniel blev først formand senere. Vel omkring 94? Han var iøvrigt aldrig aktiv mht stemning men mere mht planlægning af busture (oftere bil), medlemsblad mm. Før det var det Morten Brix der var formand.

Romerlysene var det forøvrigt mig der stod for med start omkring '91.

Mit første banner havde jeg med på stadion i '89. Det var et lagen hvorpå jeg med rød maling havde skrevet "AaB". Det hang på langsiden lige ved midterlinien og kan ses på tv-klip fra dengang.

Dén kan jeg godt stikke. Jeg havde nemlig et hjemmelavet flag med til 2. divisionskampen mod B1909 tilbage i august 1985, hvor der i øvrigt pudsigt nok også stod "AaB". Måske nutidens ungdom har ret i, at vi ikke var så opfindsomme dengang tilbage i fankulturens stenalder - til gengæld var vi minimalistiske og skar direkte ind til benet. AaB - hvor svært kan det være?

Jo, der var naturligvis et flag hist og et halstørklæde pist, men jeg mindes ikke, at der stod en større gruppe og sang slagsange og (forsøgte) at skabe organiseret stemning før 1992.

[abbifar]

Som et af flere tilsyneladende bedagede hoveder på disse kanter, vil jeg tillade mig at bevæge mig uden for Superligaregi og pege på 2 store liveoplevelser tilbage i firserne:

juni 1984: AaB-Nørresundby 4-1 (3. division) - jeg skal ikke udtale mig om stemningen ved den lejlighed, men det gjorde i hvert fald indtryk på en stor knægt som mig, at der troppede hele 17.300 tilskuere op til den kamp, der som nævnt udspillede sig i landets tredjebedste række. Som et kuriosum kan nævnes, at AaB det år havde det 3. højeste tilskuergennemsnit (vist nok 5300) i hele landet. 1984 markerede i øvrigt enden på en skrækkelig nedgangsperiode for AaB i tiden efter indførelse af betalt fodbold. AaB gled i 1980 fra 1. division til 3. division på 2 år og var i 1982 såmænd kun 1 point fra at ryge helt ned i Danmarksserien.

16. november 1986: Svendborg-AaB 1-1 (2. division): Denne kamp er for os ægte AaB-fans fra mumlestemningens æra, hvad fluxkondensatoren er for Dr. Emmet Brown i Tilbage Til Fremtiden. AaB vendte tilbage til landets bedste række efter 7 års fravær, der bl.a. - som nævnt ovenfor - indebar 3 år i 3. division, hvoraf det første var tæt på at føre til den tredje degradering i træk. Der var 3600 tilskuere til kampen på Høje Bøge Stadion, hvoraf anslået 3000 var fra Aalborg, og det var ret vildt på det tidspunkt. Henrik Andersen mejslede sig ved den lejlighed med hammerkraft ind i AaBs moderne historie med sit forrygende udlignende mål kort før tid, der sendte AaB tilbage til landets bedste række, hvor de har været uafbrudt siden.

Lige præcis de to kampe var fantastiske. Kampen i Svendborg var min første away, og jeg husker det som om der var dusinvis af busser dernede.

Naboknægten og jeg havde brugt det meste af 2 dage på at lave et AaBbanner på 1.5x1m... Det kan ses på de optagelser jeg har set fra kampen. Som halvstor knægt var det i høj grad den kamp (sammen med lokalopgørerne mod FfI, HI og NB i 84 sæsonen), der gjorde at mit forhold til AaB blev fasttømret i min sjæl.

Sendt fra min LG-H815 med Tapatalk