Kærligheden og passionen for AaB

[Spritten]

Nu debuterer jeg her på debatsiden med et nyt emne, og nogle tanker jeg har gjort mig omkring min elskede klub AaB, og hvorfor et debatforum som dette er en fantastisk mulighed man kan benytte sig af. Jeg håber I vil tage godt imod det

Jeg kom helt tilfældigt ind på debatsiden for halvanden års tid siden, jeg kan ikke huske hvordan, men sandsynligvis i en af mine utallige søgninger omkring AaB og deres flotte historie. Lige siden dengang har jeg været daglig gæst herinde og spændt fuldt med i mine medfans diskussioner om den klub vi holder af. Det har altid været en god måde at koble af fra den travle hverdag og jeg elsker alt omkring AaB, så ligegyldigt hvad der blev diskuteret om de røde, fandt jeg det altid interessant.
Uden at jeg skal sidde her og skrive en lang roman eller noget, vil jeg nu godt komme med en lille morale og reminder. Debatsiden er et fantastisk sted hvor vi fans kan diskutere, give hinanden ret, juble sammen, ærgre os sammen, men også give udtryk for vores uenigheder. Vi skal respektere hinandens holdninger og respektere at der er andre som ikke mener det samme som os selv. Det er essensen for et forum som dette. Jeg siger bestemt ikke at der nogle herinde som har behandlet hinanden skidt, og jeg har bestemt heller ikke noget at skulle sige i med dette er mit første indlæg Det jeg til gengæld siger er bare vi en gang imellem lige skal huske på er at vi (stort set) allesammen holder med samme klub, og vi vil det bedste for den
Det bringer mig til selv emnet her i tråden: Vores kærlighed og passion for AaB!
Nu har jeg læst mange af jeres indlæg og har altid været interesseret i hvordan i blev fans af denne klub. Hvornår? Hvorfor? Et bestemt moment? Hvor lang tid? Fedeste oplevelse? You name it
Nu har jeg skrevet en lang smøre, så skal jeg nok selv skrive hvorfor jeg blev AaB fan i et andet indlæg
Og jeg glæder mig til at være en del af dette forum, vi ses nok på stadion

[thomasjn]

For mig er det at holde med AaB (i større eller mindre grad) en del af mit familieliv og det at være nordjyde. Familien har holdt med AaB i mindst tre generationer så der er altid blevet snakket en masse AaB til familiefester etc. så på den måde har AaB altid været en del af mit liv og den klub jeg holder med og vil altid være det. Lige så lang tid tilbage jeg kan huske fra slut 80'erne/start 90'erne var radioen derhjemme altid tunet ind på Sport på 3'eren søndag eftermiddag kl. 15 for at følge AaB.

Jeg begyndte at følge AaB mere tæt og være dedikeret AaB'er i sæsonen 2002/2003. Min første tur på stadion var sidste kamp i 01/02, hvor vi tabte 4-2 til FCK og endte som nr. 5 (tror jeg). Det har nok været stemningen og sammenholdet omkring det at gå til bold på stadion, som for alvor gjorde mig hooked. Jeg begyndte i hvert fald at følge trofast med fra sæsonen efter, hvor nogle fede sejre over Brøndby og FCK nok heller ikke skadede. I øvrigt en sæson, hvor AaB spillede et forfærdeligt forår og var meget tæt på nedrykning på trods af man lagde nr. 2 ved vinterpausen. Det hold var med en masse nye unge navne som Augu, Würtz, Martin P, Taz og Christian Christiansen som jeg stadig tror på kunne være blevet god.

Fede øjeblikke - der er mange. Skal jeg nævne et der var meget stort i den periode, hvor jeg blev dedikeret AaB'er må det være pokalsemifinalerne i 2004. I Frederikshavn, hvor jeg kommer fra er/var der alt for mange BIF og FCK fans og da AaB havde nogle ret magre år hørte man som AaB'er meget pis fra de vildfarne. Op til pokalsemien var alle mere eller mindre ude med riven overfor AaB. Brøndby-lejren havde tralvt med at svine AaB til og kalde os for en dårlig klub og pressen var ude med riven over vores spillestil. Ude mod Brøndby bliver vi AaB presset i bund på trods af Per Nielsen smides ud i første halvleg, men vi klarer 0-0. I øvrigt en kamp, hvor Bård Borgersen spillede med en skinne på en brækket næse, men smed skinnen og spillede videre uden da den generede ham. Hjemme i Aalborg kommer vi hurtigt foran, hvorefter Brøndby nærmest dominerer resten af kampen. Sidst i kampen kvajer Brøndbys Thomas Hansen sig og Lundberg hugger bolden og scorer køligt på Zaza til 2-0. Det perfekte "Fuck you" overfor Brøndby og alle deres ulidelige medløberfans. Især taget i betragtning, at jeg året inden havde fået manifisteret et sundt Brøndby-had da de to gange i streg (i pokal og liga mener jeg) vandt svine heldigt i Aalborg og kampen var kommenteret af Brøndby-liderlige Michael Schäfer.
Sammendraget fra Pokalsemifinalen kan i øvrigt ses her; https://www.youtube.com/watch?v=noGZkQu6Frk


Favoritspillerén er og vil altid være Augu. Selvfølgelig har jeg også andre favoritter blandt vores lokale spillere, men Augu vil altid være favoritspilleren over dem alle. Jeg beundrerer Augus mentale styrke med at kunne håndtere at starte med at fejle som angriber for derefter at blive en stærk stærk leder på midtbanen og klubbens vigtigste spiller efter år 2000. Både det at kunne omstille sig og, at den manglende succes i starten ikke knækkede ham. Jeg har altid været imod at få trykt spillernavne og numre på trøjer, men skulle jeg vælge en blev det Augu. Derudover symboliserer Augu for mig den rejse jeg har været på med AaB siden jeg begyndte at følge med for 14 år siden fra nogle ret magre år til guldet i 2008, til nær-død i 2010 og den fantastiske double i 2014.

[viper_dk]

Den AaB kamp som har brændt sig bedst fast for mig er den famøse romerlyskampen mellem AaB - Brøndby i 1995. Var en af de første kampe jeg så på stadion, og stemningen var virkelig god. Husker ret godt sangen "fisker skal ha romerlys...". Der var drama "hele" kampen igennem, og følelsesregisteret fik hele turen. Har været ret passioneret omkring klubben lige siden da, og har set ret mange kampe. Flyttede væk fra Aalborg for en del år siden, men det har bare gjort min kærlighed til klubben endnu større. Nu er det en del af min identitet, en del af hvem jeg er. Tilhørsforholdet til AaB er kun blevet styrket af at bo i "fjendeland". Jeg er AaB fan.

[Uldahl]

Min største oplevelse var i 65 da jeg som 6 årig blev slæbt med af min far, kan huske vi vandt. Og jeg måtte råbe og skrig alt det jeg lystede. Vi vandt og mener at kunne huske det var mod KB. Det var kæmpe stort for en lille purk fra et hjem hvor børn skulle ses, men ikke høres.

Siden da er jeg kommet fast, og har haft store oplevelser der. Skuffelser, glæder, og kanont samvær med mine med fans. Vi var en stor grubbe der stod i det samme hjørne hver gang. Det blev desværre ødelagt da det blev lavet om til siddepladser. Da vi var nede i bunden af 3 division og var et enkelt point fra at ryge i Danmarks serien var jeg der også fast.

Det er min klub og vil altid være det, uanset hvor jeg bor eller hvad det sker. Da jeg boede i Thailand rejste jeg til DK. for at se kampen mod Man.U. Kæmpe oplevelse der var alle pengene værd. Og mere til. Jeg var i DK engang eller 2 om året, og skulle altid på Stadion for at se de røde. Helst med min datter som jeg startede med at slæbe med da hun var en 4-5 år gammel.

Nu bor jeg i Spanien, men kærligheden er ikke mindre. Og det ligger helt fast at, jeg skal se de røde sammen med min nu meget voksne datter når, jeg kommer på besøg i september.

[Henriksen]

Selvom jeg de sidste par år har været på voldsom nedtrapning fra Superligaen og AaB, så er der da ingen tvivl om hvem jeg nævner som "min" klub, når der snakkes hjemlig fodbold (er på 30.år stadig entusiastisk Bayern München-fan). Niveauet i Suppen har dog gjort, at jeg simpelthen ikke orker mere af det ulideligt tilfældige rode-fodbold. Med to børn må man prioritere, og der er ikke noget der fanger mere fra vores egen liga. Det at gå på Stadion er også med årene blevet en generisk upersonlig oplevelse. Der er meget lidt af den ægte Aalborg-sjæl der var engang, og det kan efterhånden være eet fedt, om det er der ene eller det andet kønsløse beton-stadion.

Nuvel - jeg så min første AaB kamp i en 1987 vil jeg tro. Har set Preben Elkjær spille for Vejle på Aalborg Stadion. 4-1 over Brøndby var legendarisk. Det første Mesterskab i 1995 var eventyrligt og alt i alt har der selvklart gennem årene været mange pragtfulde stunder krydret med lidt guldmedaljer i ny og næ.

Min største oplevelse er og bliver stadig Jens Madsens mål til 2-1 mod Panathinaikos i Champions League gruppespillet i 1995. Det jubelbrøl og den efterfølgende ekstase mindes jeg ikke overgået endnu. Eet af de største fodboldøjeblikke for undertegnede overhovedet.

Af yndlingsspillere gennem tiderne kan nævnes Jens Madsen, Ib Simonsen, Torben Boye, Søren Thorst, Peter Rasmussen, Jozo Matovac, Ståle Solbakken, Frank Strandli, Lennart Bak, Diego Tur, Christian Lundberg og Augu.

Hvorfor AaB? Som indfødt aalborgenser har jeg svært ved at se hvorfor ikke, hvis man er bidt af fodbolden. En logisk konsekvens af geografisk placering. Var man født i Hjørring var man sikkert blevet Brøndby-fan, ikke?!

Så, uanset hvad og hvor lidt jeg kommer til at se fremadrettet, så vil AaB altid være klubben jeg forsvarer, hvis andre begynder at være næsvise, selvom jeg bestemt selv også kan levere kritik mod min egen klub.

[Mogens]

Det hele startede vist nok med et vigtigt led i min opdragelse, da min nu afdøde far tilbage i 1982 (da vi lå i 3. division), tog mig og mine søskende med på stadion. Jeg mener i hvert fald ret sikkert at kunne huske, at nogle af de første kampe var lokalopgør mod Nørresundby og Hjørring.

Jeg var solgt, og de næste mange år tog jeg afsted med min far (og tilfældige kammerater, der gerne ville med i bilen). Efter nogle år blev sponsorpladserne skiftet ud med "de rigtige" pladser, hvor min far ikke var for fin til at stille sig blandt "pøblen", så jeg kunne mærke stemningen og lære de gode (og mindre pæne) sange.

Der har været så mange gode oplevelser med AaB de 33 år, at det er svært at pointe nogen ud. Oprykningerne, mesterskaberne og et par fine udebaneture, når vi har været i Europa står skarpt i erindringen. Ligeledes gør Jens Madsens afskedskamp, hvor jeg stod tilbage som en af de absolut sidste på stadion helt nede ved banden og råbte på Jens Madsen, da jeg gerne ville sige pænt farvel til ham. Jeg stod i en ordentlig koger i en alder omkring de 20, men kunne ikke holde tårerne væk, da han kom hen for at sige tak for støtten.

Det med tårerne gjorde sig også gældende for få år siden i Parken, da vi var sekunder fra en degradering. Det var en underlig fornemmelse at stå i Parken, hvor de arrogante københavnere gjorde klar til fest bl.a. med dårligt udsyn for os til følge, mens vi selv skulle levere eller håbe på et mirakel mellem Randers og Esbjerg.

Et vanvittigt AaB-comeback i en kamp i Ikast for mange år siden står som en af de største enkeltstående præstationer. Uagtet det er røvringe at være bagud 1-4 i Ikast, så formåede AaB at ændre denne stilling med blot 10 min. tilbage, således at det endte med en sejr på 5-4. At der så var nogle, der henlagde opmærksomheden på, at kampen var den sidste på tipskuponen er jeg helt og aldeles ligeglad med.

Hattrick af Gaarde og Christian Christiansen er også momenter der skiller sig ud, fordi det var unaturligt at begge de spillere skulle score hattrick.

Man kunne jo nærmest blive ved.

En af de få ting der irriterer mig lidt er, at der skal så meget til for at hive nordjyder/Aalborgensere op af stolen/sofaen for at komme ud og støtte vores helte. Vi har et skuffende lavt tilskuersnit, og jeg har det lidt ambivalent, når snakken falder på københavnerklubberne og deres medløberfans, for der er godt nok også stor forskel på om vi har succes OG spiller sprudlende bold, eller om vi spiller som i foråret og ikke vinder 3-4 kampe i streg.

Jeg håber, at "stå-sammen-mentaliteten" får sit indtog i Aalborg og på stadion, men hvordan det skal lade sig gøre, aner jeg desværre ikke.

JEG elsker AaB og trods min bopæl i København vil jeg altid elske og støtte AaB, og den gode opdragelse, som jeg nævnte indledningsvist er naturligvis gået i arv, selvom det kan være en hård kamp, når knægten er omgivet af masser af små, nå ja, medløbere af de to københavnerklubber, vi har KB´s anlæg i baghaven og drengens bedste kammerat er søn af en af bif´s største spillere gennem tiderne.

[Dissing]

Hvorfor jeg holder af AaB ?
Jo som de fleste af jer andre, hænger det sammen med at AaB er den største klub i det nordjyske. Når jeg dengang skulle opleve fodbold på topplan, så var det enten den bedste engelske række i Tipslørdag (et stort TV-fænomen i 70’erne og 80’erne), landskampe eller AaB’s bedste hold. Og de sidste så man i levende live, og selvom AaB i 80’erne ikke var toppen af poppen, og selvom de spillede i samme række som Nørresundby, Jyderup og OKS, så var vi godt klar over at AaB i virkeligheden var meget bedre end den her 3.division. Og jeg tror at noget af det der trak netop mig, var håbet eller drømmen om at ”MIT” hold i den her sæson ville gøre det vi alle håbede - og til at begynde med handlede det om oprykning, mens det de seneste 25 år har handlet om at AaB skulle blive mestre eller klare sig godt i Europa.

Og der har været sæsoner hvor man ikke rigtig har haft så meget at have drømmen i. For spillertruppen og træneren har ikke altid haft kvaliteten. Og det minder mig om at det er en ret elastisk størrelse det at være fan af AaB - for holdnavnet og byen og hjemmebanen er stort set det samme år for år - men de personer der kæmper for klubben, altså spillerne og alle de andre folk der har med den daglige træning og kampe at gøre, de skiftes jævnligt ud. Og det samme gør sportschefen, direktøren, bestyrelsen og sponsorer. Så det er AaB vi kan lide, men hvem der ”bor” i den efterhånden store ting der hedder AaB, er af og til lidt af et lotteri.

Men så er det så heldigt at vi kan brokke os (mundtligt eller her på internettet) og give en træner eller en leder eller en af spillerne skylden. Og det må vi fans godt, for vi har hele tiden været her, mens dem der får løn af AaB reelt kun er AaB’ere i en kort periode.

Nu den her tråd handler om passion for AaB vil jeg gerne hylde dem af jer, der er rejst væk fra det nordjyske - og som STADIG håber, tror og elsker holdet fra Aalborg. Selv om det sikkert havde været nemmere (lige som Peter Møller og Jesper Grønkjær) at skifte til det hold, jeres nye omgivelser elsker.

Den nye sæson (2016-2017) går snart i gang - og i år håber jeg ikke på metal, men på en 5.-6. plads. Men det kræver at man kommer med i slutspillet - så mit håb er at AaB kommer med i slutspillet, og at slutspillet giver noget erfaring, der kan bruges i sæsonen 2017-2018

[le Cid]

Nu den her tråd handler om passion for AaB vil jeg gerne hylde dem af jer, der er rejst væk fra det nordjyske - og som STADIG håber, tror og elsker holdet fra Aalborg. Selv om det sikkert havde været nemmere (lige som Peter Møller og Jesper Grønkjær) at skifte til det hold, jeres nye omgivelser elsker.

Peter Møller holder mig bekendt med AaB.

[Corona]

Nu den her tråd handler om passion for AaB vil jeg gerne hylde dem af jer, der er rejst væk fra det nordjyske - og som STADIG håber, tror og elsker holdet fra Aalborg. Selv om det sikkert havde været nemmere (lige som Peter Møller og Jesper Grønkjær) at skifte til det hold, jeres nye omgivelser elsker.

Peter Møller holder mig bekendt med AaB.

Korrekt. Manden holder med AaB.

[Elscorpio]

Min passion for AaB startede tilbage i 80erne, dengang de var nede og vende i 3. division og husker tydeligt oprykningskampen på Høje Bøge Stadion i Svendborg i 1987.

Ellers er jeg med jævne mellemrum med på udebaneturene(bliver dog færre og færre pga afstanden og tidsforbruget) og er næsten altid at finde på Vesttribunen når der er hjemmekampe.

Min favoritspiller igennem tiden, må være Ib Simonsen, Søren Thorst og Augo pga deres mentale viljestyrke inde på banen (hvem husker ikke snevejrskampen i Farum hvor Augo lige var kommet tilbage efter en lang skadesperiode og scorede det afgørende mål).

[Hovedet]

Jeg har oplevet AaB rykke op 2 gange i mit liv, da jeg var dreng. Først i 1984, hvor AaB rykkede op i 2. division (!) efter en suveræn sæson. Og så igen i 1986, hvor jeg var personligt til stede på Høje Bøge Stadion i Svendborg, da Henrik Andersens supermål kort før tid sikrede en tilbagevenden til den bedste række i landet efter 6 (skrækkelige) års fravær. Jeg skal forhåbentlig aldrig igen opleve AaB rykke op!

Jeg blev AaB-fan i klubbens absolut mørkeste år. Min første erindring stammer fra november 1981, hvor jeg sad foran radioen hos min farmor og farfar med min far og nu afdøde onkel og erfarede, at AaB havde tabt 0-1 til Glostrup IC. Nedrykningen til 3. division - den anden i træk - blev endegyldigt konfirmeret ugen efter, da AaB helt som ventet tabte 1-3 til et hold, der for første gang rykkede op i landets bedste række: Brøndby!

Jeg var klar til sæsonen 1982/83. Jeg havde i vinterpausen sat mig helt ind i og forstået principperne for op- og nedrykning, antal point ved sejr og uafgjort og var hardcore fan i en sæson, hvor AaB var 1 point fra at ryge ned i Danmarksserien! Efter yderligere en næsten ligeså dårlig sæson vendte bøtten i sæsonen 1984/1985, hvor min første virkelig legendariske oplevelse med AaB fandt sted: Lokalopgøret mod Nørresundby på Aalborg Stadion, hvor absurde 17.330 (betalende!) tilskuere overværede 3. divisionsopgøret. AaB havde i denne sæson det 3. højeste tilskuersnit på hjemmebane i hele landet!

Lidet anede man, at klubben stod på tærsklen til sin største periode i dansk fodbold. Ikke at det siger meget dog. Indtil det første mesterskab i 1995 lød klubbens meritter som følger. Hold fast: 2 pokalsejre, 2 tabte pokalfinaler samt i ligaen 2 bronzemedaljer, der stammede fra hhv. 1936 og 1969! AaBs dengang særdeles talstærke publikum havde været pint og plaget gennem generationer, og hvis jeg i 1995 havde fortalt min far, at han ville opleve mindst 4 danske mesterskaber, ville han formentlig have troet, at han skulle leve til på den anden side af år 3000.

AaB var i sandhed dansk fodbolds syge mand. Det udgjorde imidlertid også en del af den charme, der skabte en helt speciel fankultur i Aalborg, som bedst kan karakteriseres som et skønt mix af selvironi, underfundige kommentarer og gimmicks rettet mod både med- og modspillere rundet af en lidt rå havnebykant. Aalborg Stadions intime cementgryde med små 20.000 ståpladser og 2000 siddepladser udgjorde den helt rette kulisse for dette smukke scenario.

Den stemning er, som også andre i denne tråd berører, helt forsvundet. AaBs publikum af i dag udgøren mat afglans af de sportslige middelmådige tiders publikumsmæssige storhedstid og adskiller sig ikke længere fra den store grå masse af tilhængere i andre danske klubber. I midthalvfemserne - hvorfra vi blev en af landets førende klubber - mistede vi vores publikumsmæssige førsteplads til hovedstadsklubberne FCK og Brøndby og siden AGF. Jeg kan næsten sætte dato på den publikumsmæssige deroute: November 1994. Et sammenstyrtet rækværk på et efterhånden faldefærdigt Aalborg Stadion til en hjemmekamp mod Lyngby omdannede den legendariske langside til en siddetribune og forårsagede et voldsomt fald i kapacitet og ditto stemning og intensitet hos et publikum, der derfra udviklede sig i langt mere strømlinet retning. Den publikumsmæssige guldalder sluttede i selvsamme år, den sportslige guldalder tog sin begyndelse!

[634]

Aalborg Stiftstidendes søndags-avis var i mit barndomshjem, og jeg har også selv været-avis bud med den. Lige fra jeg kunne læse, og forstå avis tekst var det interessant at læse sports-indlæggene. Dengang vandt ishockey holdet DM guld, og fodbold holdet kunne skimte danmarks-serien, men sidenhen kom fodboldholdet på rette kurs, og den lange optur gør det nærmest umuligt at stoppe. Jeg føler ikke at jeg har valgt at være AaBfan, det er noget jeg er og kan ikke vælge det fra. Jeg kom første gang på Aalborg Stadion i efteråret 86, hvor AaB med sejr over KB næsten sikrede sig oprykning til den bedste række. Jeg har haft sæsonkort omkring 90.

[Mogens]

...

AaB var i sandhed dansk fodbolds syge mand. Det udgjorde imidlertid også en del af den charme, der skabte en helt speciel fankultur i Aalborg, som bedst kan karakteriseres som et skønt mix af selvironi, underfundige kommentarer og gimmicks rettet mod både med- og modspillere rundet af en lidt rå havnebykant. Aalborg Stadions intime cementgryde med små 20.000 ståpladser og 2000 siddepladser udgjorde den helt rette kulisse for dette smukke scenario.

Den stemning er, som også andre i denne tråd berører, helt forsvundet.

Jeg mindes at Kim Daugaard en gang udtalte, at Aalborg stadion (og måske et mere - Parken?) var de eneste steder, bif kunne mærke, at de var på udebane. I Aalborg følte de sig hadet...