aaballday skrev: ↑28. jul 2020, 11:01
Bongo123456 skrev: ↑28. jul 2020, 10:12
Den kommer her:
"Det har været små præcist anlagte snit. Men der har efterhånden været så mange i AaB de seneste måneder, at billedet ikke længere er til at tage fejl af.
Romantikken er ved at blive aflivet i landets nordligste Superliga-klub. Der blæser nye vinde over Limfjorden.
AaB’s særkende har været åbenbart siden den mirakuløse majdag i Parken i 2011, hvor AaB stirrede mod nedrykning. Klubbens talentsektor har båret nordjyske drenge ind i Superligaen med den besnærende march mod guldet i 2014 som det helt store… ja, mesterstykke.
Kursen blev lagt, da økonomien dikterede mådehold. Heldet ville, at de nordjyske talenter var flyvefærdige, for det var nødtvungent, at det blev sådan.
Siden Nicklas Helenius, Kasper Kusk, Lucas Andersen, Nicolaj Thomsen og Jakob Ahlmann leverede guldet, har ikke nok en femteplads rokket ved overbevisningen i AaB. Det er tilstrækkeligt at være født i Nordjylland, så er anlægget på Hornevej lige så magisk som Harry Potters Hogwarts.
Indtil nu.
Med ankomsten af sportschef Inge André Olsen har AaB fået den impuls udefra, som har sat skub i forandringen. Han ankom midt under corona-nedlukningen i april, og hans fingeraftryk og ambitioner er på fire måneder meget synlige.
’Godt nok’ er død. Inge André Olsen er ikke ene mand bag stilskiftet, men han personificerer det. Ekstra Bladet sætter her fokus på de opsigtsvækkende ændringer"
Det var da et yderst irriterende sted, du stoppede citeringen. Der må da være mere?
Kommer her.
Patrick Kristensen blev torsdag aften klappet ud efter 358 kampe i AaB-trøjen. Nordjyderne har tradition for spillere med en lang klubkarriere. Ib Simonsen, Torben Boye, Søren Thorst, Thomas Augustinussen, Henrik Rasmussen, Kasper Risgård og Rasmus Würtz. Og klubben har også tradition for at holde på egne drenge – længe. Patrick Kristensen var klassisk en spiller, som sagtens kunne have fået både en og to ekstra sæsoner.
- Vi skal gøre holdet yngre. Den strategi har vi taget fat på. Det er unikt med 15 sæsoner på topniveau, som Patrick Kristensen nåede. Det bliver sjældent at se.
- Tendensen er, at spillere udvikler sig og bliver solgt videre, så de skaber værdi på den måde. Det kræver en god kerne af erfarne spillere på virkelig højt niveau, som i det daglige er med til at flytte de unge, siger Inge André Olsen om beslutningen.
Søren Tengstedt blev sidste forår bundet på en et-årig kontrakt, og da AaB var længe om at tilbyde forlængelse midt i gennembruddet, så afslog han og skrev med AGF. AaB valgte at smide Nibe-knægten af holdet, mens Jores Okore op mod kontraktudløb troligt spiller i AaB-trøjen.
- Det er ekstremt trist, at Søren Tengstedt ikke ville den vej, vi ville. Det gør ondt på os, men vi har også et ansvar for dem, som gerne vil være her. Så vi må give andre spillere chancen, for vi taler om en spiller, som ikke er kampafgørende, men under udvikling.
- Jores Okore vil vi gerne fastholde, og vi har stadig en åben dialog. Han er en kampafgørende og bærende spiller for os. Derfor respekterer vi naturligvis kontrakten og spiller ham helt frem til udløb, siger Inge André Olsen.
Magnus Christensen er prototypen på en AaB-spiller. Han har netop rundet 100 kampe i trøjen. Til august runder han 23 år. Det ville normalt være et adelsmærke i AaB. En oplagt kandidat til klub 300. Men sportschefen lægger ikke skjul på, at der er konkurrence på vej til Magnus Christensen.
- Vi ønsker stærk konkurrence på alle positioner. Flere spillere skal ind og skærpe kampen om pladseren. Vi har for lidt konkurrence til midtbanepladserne. Iver Fossum og Patrick Olsen skal også have nogle, der presser dem.
- Vi har masser af konkurrence på stopper-positionerne og så, hvordan det har udviklet Mathias Ross, se på Jores Okore, der har flyttet sig meget den seneste tid, siger Inge André Olsen.
4-0 ydmygelsen mod FC Nordsjælland kostede Lasse Steensgaard og Allan K. Jepsen jobbet til fordel for Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen.
Reaktionen kom oven på en periode, hvor de to assistenter var blevet kastet ud på dybt vand med stort ansvar i det daglige, da cheftræner Friis måtte fokusere på sin datters kamp mod leukæmi. Noget ukarakteristisk for AaB kunne det offer ikke afbøde fyresedlerne.
- Da jeg ankom under coronaen, havde vi masser af tid til at vende tingene. Hvad vil vi? Er vi tilfredse med top seks? Hvor er vi så om tre-fem år?
- Vi begyndte at lave den plan, som skulle bevæge os. Hvem skal være her? Hvem passer ikke ind? Når vi siger, at vi ønsker at flytte den individuelle udvikling af spillerne, kan vi så det? Og skal vi afslutte nogle samarbejder?
- Vi skal være dødkyniske på kvaliteten i alt det, som vi gør i det daglige, siger Inge André Olsen.
AaB meldte i ugens løb ud, at der er sonderinger i gang med investorer fra udlandet. Beskeden blev fulgt af ambitioner om at slå sig ind som en fast del af top fire.
Nordjyderne kan bryste sig af fire mesterskaber de seneste 25 år, men det er også en del af historien, at 15 ud af 20 sæsoner dette årtusinde er AaB sluttet uden for top fire.
Signalet om top fire er meget kontant, og det skurrer i en klub, hvor evnen til at favne og formulere mere bløde værdier har været et særkende. Og er det foreneligt med at udvikle talenter?
- Det er en rigtig fin målsætning. Bortset fra FC Midtjylland har vi formået at konkurrere med alle andre, om det så har været FCK, Brøndby eller AGF.
- Kan vi blive bedre til talentudvikling og formår at rekruttere de største talenter, samtidig med at vi er skarpe til at rekruttere de erfarne kræfter, så kan vi blive top fire-hold.
- Ajax er et godt eksempel på en klub, der kan det. Jeg siger ikke, det er let, men flytter vi bare lidt hver dag og arbejder målrettet med individuel spillerudvikling, så er det muligt.
- Vi skal ikke ud og kopiere Ajax, Barcelona eller FC København. Vi skal bygge vores inspiration ind i en AaB-kontekst, hvor vi skal udvikle spillere, som kan gå ind og være Superliga-spillere som 17-årige. Vi skal give dem muligheden, når de er gode nok… og måske også nogle gange inden de er helt klar, siger Inge André Olsen.
Edit:
Skønt med en sportschef der har erfaringen på plads, og ikke mindst virker kompetent i vider udviklingen i klubben. Jeg er vild med ham og de ting der sker lige pt.