Indlæg
af Hovedet » 22. aug 2023, 23:17
Måske vi også er der, hvor vi i al for høj grad fokuserer på top 6 i Superligaen og ikke sjældent med en noget defaitistisk holdning, at der er vi ikke i nærheden af, og at vi heller aldrig kommer det igen.
Denne spekulation er i år både meningsløs og hypotetisk. Vi skal med andre ord fokusere på, om vi har et mandskab, der kan rykke op i Superligaen igen. Og så løbende justere og ruste holdet til i første omgang at overleve den første sæson i Superligaen og så på lidt længere sigt igen at blive et mandskab, der kontinuerligt er at finde i rækkens bedste halvdel.
Sådan lige for en slå en sløjfe på ovenstående, synes jeg i grunden ikke, at dette AaB-hold skulle være markant ringere, hvis overhovedet, end den stribe AaB-hold, der i perioden 2017 til 2022 konsekvent balancerede omkring stregen til mesterskabsspillet.
Dette hold burde være stærkt nok til at besætte én af de to første pladser i 1. division. Men det er straks mere tvivlsomt, om dette hold kan terrorisere rækken. Dette skyldes ikke kun AaBs mangler - som er åbenlyse i offensiven - men også, at 1. division ikke er en helt nem række. Vi vil komme til at opleve en del kampe som den mod Næstved; og i sådanne kampe skal vi generelt være i stand til at hive de tre point hjem med smalle sejre. I den sammenhæng var det bekymrende, at vi ikke viste den styrke på dødbolde, som vi ellers så gode tegn på i opgøret mod Fredericia, som var et langt mere jævnbyrdigt opgør end vores største sejr i 5 kampe lod antyde.
Man kan også sige, at vi har fået et års time out i forhold til spekulationer om vores styrke eller mangel på samme i Superligaen. I denne sæson drejer det sig om at være stærke nok til oprykning.
Derfra kan vi for alvor begynde et tiltrængt opgør med perioden fra 2014 og frem til nu, som har været én lang deroute for klubben. Det er for tidligt at sige noget om tyskernes evner i den retning, ud over at det selvfølgelig kræver mange gange større investeringer end de 15-20 millioner kroner, som de indtil videre har lagt i klubben. Førstnævnte beløb er imidlertid vigtigt, fordi det netop giver et kunstigt åndedræt og en mulighed for hurtig tilbagevenden.
hjertet i Hamborg og Venlo, hovedet i røven
