Indlæg
af Danni » 20. maj 2015, 19:45
Jeg synes det er rigtig fine udtalelser, Morten Olsen er kommet med ifm. udtagelsen af truppen i dag. Til de, som ikke har hørt det eller læst det, handler det i bund og grund om, at han gerne ser, at tilskuere og fans bakker spillerne op. En spiller som Jon Dahl f.eks, som har lavet flere landskampsmål end Messi på et betydeligt mindre stærkt hold, fik ikke den kredit han egentlig fortjente. Ligeledes Simon Poulsen og Kvist står til mange tæsk i offentligheden. Der er efter min mening alt for megen klagen over landsholdet og dets spillere på et ellers meget succesfuldt landshold (mig bekendt findes der kun et land i verden med omtrent samme befolkningstal som overgår DK, nemlig Uruguay).
Jeg har lige været en tur i Istanbul, hvor man ser tyrkiske flag overalt, og oplever en tyrkisk nationalfølelse, som jeg må sige at misunde. Til det kan tilføjes den samme følelse, når man ser et irsk landshold, der yderst sjældent kvalificere sig til noget, men spiller for fulde huse og entusiastisk publikum.
I bund og grund glæder jeg mig til at se landsholdet hver gang, selvom jeg kan være uenig i mange ting. Når man hakker i landsholdet burde man tænke lidt på de andre europæiske lande på størrelse med DK og deres resultater (Norge, Lituaen, Irland, Bulgarien, Serbien, Schweiz, Østrig, Finland, Slovakiet, Bosnien, Georgien) samt de store europæiske lande der heller ikke kan følge med DK (Tyrkiet, Polen, Rumænien og Ukraine) og så tænke at det er nok ikke så skidt endda, som man går og tror. Måske kunne det endda blive endnu bedre, hvis opbakningen var større!
Med andre ord kan jeg ikke være mere enig i Hr. Olsens ord.
Længe leve arbejderklassen!